Debat: Kvindernes kampdag – en deprimerende påmindelse

Nicaragua, Rwanda og Spanien er mere ligestillede end Danmark. Det er deprimerende, lyder det fra Trygs topchef, der mener, at statsministeren og resten af regeringen kunne gøre langt mere på området.
Trygs topchef, Morten Hübbe | Foto: PR/Tryg
Trygs topchef, Morten Hübbe | Foto: PR/Tryg
Af Morten Hübbe, adm. direktør, Tryg

I dag, mandag, er det igen Kvindernes kampdag. En dag, der er blevet en deprimerende påmindelse om, hvor dårligt det går med ligestillingen i Danmark.

Vi ligger på en 14. plads i World Economic Forum seneste ligestillingsindeks, Global Gender Gap Index. Det vil sige, at nationer som Nicaragua, Rwanda og Spanien er mere ligestillede end Danmark! Samtidig er vi indiskutabelt det sorte får i nordisk sammenhæng. Island topper for 11. år i træk listen. Derefter kommer Norge, Finland og Sverige. Der kan næppe herske to meninger om, at Danmark burde ligge side om side med vore nordiske søsterlande i toppen.

Jeg tror, at hovedproblemet skyldes to ting. I alle debatter, jeg har stillet op til om emnet de senere år – og det er en del – ender vi altid med at bruge 90 pct. af tiden på at konstatere, om der overhovedet er et problem. Så er der kun 10 pct. tilbage at diskutere løsninger i – og derfor kommer vi aldrig rigtigt videre. Et andet problem er, at politikerne ikke prioriterer at gøre noget ved problemet.

Vi har ellers haft skiftende ligestillingsministre siden 1999, hvor Socialdemokratiets Jytte Andersen tiltrådte som den første. Men alle ministre har samtidig skullet passe en række andre ressorter.

Vores forhenværende minister, Mogens Jensen, havde regeringens måske mest sammensatte portefølje: Minister for fødevarer, fiskeri, ligestilling og nordisk samarbejde. Vores nye ligestillingsminister har heldigvis kun beskæftigelsesområdet ved siden af, hvilket giver rigtig god mening.

Lad os håbe, det forbliver sådan, så området fremover bliver prioriteret.

Min søn har syv gange større chance for at blive CEO end min datter

For der var ikke mange initiativer nedfældet i regeringens såkaldte forståelsespapir, som regeringen fremlagde i forbindelse med sin tiltræden for snart to år siden. Og der er heller ikke sket noget på området siden.

Statsministeren har da heller ikke valgt at gå forrest ved at vise et godt eksempel i sin egen regering, der blot består af 7 kvindelige ministre ud af 20. Og mændene har ligeledes fået de tunge poster, mens kvinderne har fået de mere bløde. Men værst er det, at selv de lavesthængende frugter ikke bliver plukket fra politisk hold.  Som f.eks. indførelsen af øremærket barsel til mænd, som jeg i flere år har været fortaler for. Evidensen er klar: Det er en af de mest effektive metoder til at rette op på ligestillingen.

Det er nu to år siden, at EU vedtog to måneders øremærket barsel til mænd. Men siden er der intet sket. Lovgivningen skal først implementeres i august 2022 senest – og intet tyder på, at det kommer til at ske før. Hvorfor skal vi vente til sidste øjeblik? Vi ser tydeligt gevinsten hos vores nordiske kollegaer, der i flere år har haft øremærket barsel til mænd. I Island, det mest ligestillede land i verden, tager fædrene 30 pct. af barslen! Danske mænd tager 9 pct.

Jeg vil derfor igen opfordre regeringen til hurtigst muligt at få implementeret direktivet i Danmark. For udover, at et hav af undersøgelser dokumenterer, at det skaber bedre forretningsresultater med større diversitet i ledelseslagene, så har jeg som far utrolig svært ved at forklare min datter, at hendes bror har syv gange så stor chance for at blive CEO i Danmark eller 14 gange så stor chance for at blive det globalt.

Jeg kan på ingen måde give min datter et meningsfuldt svar på, hvorfor det ikke er anderledes.

Gabet mellem kvinder og mænds aktieinvesteringer snævrer ind 

Investorer opfordrer til øget diversitet i ledelseslaget

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også