Skattevæsnets regnskab er mere dækkende end tidligere

 I en årrække har Rigsrevisionen vurderet, at regnskabet for skattevæsnet har været fyldt med usikkerhed.
Skatteminister Karsten Lauritzen (V). | Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Skatteminister Karsten Lauritzen (V). | Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
AF RITZAU

Rod i regnskabet og manglende gældsinddrivelse.

I årevis har Rigsrevisionen og Statsrevisorerne vurderet, at der har været betydelig usikkerhed i aflæggelsen af skattevæsnets regnskabet for statens indtægter. Det kaldes også for paragraf 38.

Men nu er der fremgang at spore. I hvert fald i forhold til 2017-regnskabet.

Sådan lyder det fra skatteminister Karsten Lauritzen (V).

"I offentligheden har man fået det indtryk, at der var tale om en ny skandale. Det er der ikke," siger han i en pressemeddelelse og tilføjer:

"Sidste år lykkedes det for første gang i nyere tid at udarbejde et dækkende årsregnskab over skatteforvaltningens samlede indtægter. Det var ikke et fuldstændigt perfekt regnskab, men det er fremskridt. I dag har vi det næste årsregnskab klar. Denne gang for 2018. Og der er sket store fremskridt. Rigsrevisionen kvitterer endda for indsatsen og anerkender, at usikkerheden er blevet reduceret."

Med det nye regnskab er usikkerheden om en saldo på 8,8 milliarder kroner i it-systemet LetLøn eksempelvis fjernet. Det skriver Skatteministeriet.

Usikkerheden i Kobra-systemet er desuden reduceret fra 32,2 milliarder kroner til 3 millioner kroner. Kobra er Skats ældre it-system til opkrævning af personskatter.

Rigsrevisionen bekræfter, at der er fremgang at spore:

"Skatteministeriet har i det forgangne år haft et meget stort projekt omkring afstemninger og øvrige udestående forhold i årsregnskabet.  Det er vores opfattelse, at regnskabsoprydningen bliver prioriteret i ministeriet, og at ministeriet indgår i en tæt og konstruktiv dialog om årsregnskabet med Rigsrevisionen, "skriver Rigsrevisionen.

Selv er Rigsrevisionen i gang med sin egen revision af regnskabet.

"Det er Rigsrevisionens foreløbige vurdering, at der er fremdrift i regnskabsaflæggelsen. Flere af de konstaterede forhold er således blevet løst. Vi kan i den forbindelse konstatere, at flere konti end tidligere er blevet afstemt, og at eventuelle differencer er søgt afklaret. Det er dog også Rigsrevisionens foreløbige vurdering, at flere af de væsentlige forhold endnu ikke er løst," skriver Rigsrevisionen.

Den vil efter planen komme med en erklæring om sagen 16. august. Forventningen fra Rigsrevisionen er, at den vil opretholde et forbehold til regnskab.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også