Professor: Johnsons vej ud af britisk kaos er et valg

Den politiske situation er Storbritannien er præget af enorm stor usikkerhed, vurderer professor.
Foto: UK Parliament/Jessica Taylor/VIA REUTERS / X80001
Foto: UK Parliament/Jessica Taylor/VIA REUTERS / X80001
AF RITZAU

Der er kommet et ekstra lag af kaos i britisk politik, efter at den britiske premierminister, Boris Johnson, tirsdag aften havde et flertal imod sig i parlamentet.

Det gør det endnu mere usikkert, hvornår og hvordan Storbritannien skal forlade EU, og meget tyder på, at et valg er på trapperne.

Det vurderer Henrik Larsen, der er professor på Institut for Statskundskab på Københavns Universitet.

"Den meget vanskelige situation, der har været i britisk politik siden brexit-afstemningen, fortsætter med at være gældende." 

"Det er en usikker situation, hvor vi har en regering, som er villig til at forlade EU uden en aftale med EU, mens vi har et parlament, der vil have en aftale."

"Det er et helt grundlæggende usikkerhedsmoment, og nu er der så kommet det ekstra moment, at regeringen har mistet sit flertal," siger Henrik Larsen. 

Tirsdagens afstemning gik på, at parlamentet onsdag vil overtage dagsordenen fra Boris Johnson.

Formålet med at få kontrollen er at få lavet en lovgivning, der blokerer for et brexit uden en skilsmisseaftale.

Boris Johnson har gjort det klart, at han vil ud af EU hurtigst muligt - også uden en aftale. 

Henrik Larsen vurderer, at det bedste træk for Boris Johnson vil være at få presset et valg igennem. Det kan blive det tredje siden brexit-afstemningen i 2016. 

Det er dog ikke sikkert, at det største oppositionsparti, Labour, vil have udskrevet valg nu.

Modsat i Danmark er det ikke op til premierministeren alene at bestemme, om der skal være valg.

Det kræver som udgangspunkt, at to tredjedele af parlamentsmedlemmerne stemmer for, men ifølge Henrik Larsen vil det muligvis kunne lade sig gøre med et simpelt flertal, hvis der bliver fremsat et forslag om valg. 

"De Konservative står umiddelbart bedre end Labour i meningsmålingerne. Derfor kunne de håbe, at et valg ville gøre det lettere at få et brexit uden en aftale med EU igennem."

"Labour står ikke supergodt i meningsmålingerne og kan derfor have en interesse i at vente lidt og lægge yderligere pres på Boris Johnson, i takt med at brexit nærmer sig," siger Henrik Larsen.

Storbritannien står i øjeblikket til at skulle forlade EU 31. oktober, men dele af det britiske parlament ønsker en udskydelse.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også