Morten Østergaard: Penge til klimaforskning er ikke nok

Regeringen er klar med én milliard kroner til klimaforskning, men De Radikale vil se forslag, der virker nu.
De Radikales leder, Morten Østergaard, er ikke tilfreds trods udmelding fra regeringen om 1 mia. kroner i det kommende finanslovsforslag til klimaforskning. | Foto: Carsten Bundgaard/Ritzau Scanpix
De Radikales leder, Morten Østergaard, er ikke tilfreds trods udmelding fra regeringen om 1 mia. kroner i det kommende finanslovsforslag til klimaforskning. | Foto: Carsten Bundgaard/Ritzau Scanpix
AF RITZAU

Lørdag var De Radikales leder, Morten Østergaard, ude efter regeringen, der i hans øjne ikke gør nok for en markant reducering af CO2-udledningen.

I forståelsespapiret fra juni står der, at udslippet af drivhusgasser skal reduceres med 70 procent inden 2030.

Søndag lyder det så fra regeringen, at man har én milliard kroner klar i det kommende finanslovsforslag til klimaforskning.

Det glæder De Radikales leder, der dog stadig ikke er tilfreds.

"Det er helt udmærket at styrke den grønne forskning. Men vi har brug for tiltag, der virker nu, for at reducere vores CO2-udledning. Der er masser af dem på hylden, som man ikke behøver at forske mere i."

"For eksempel at udtage sårbar landbrugsjord eller sikre at afgifterne på elbiler ikke stiger. Ministeriernes egne fremskrivninger viser, at vi ikke engang lever op til de EU-forpligtelser, vi har påtaget os i forvejen, og derfor er kravet altså meget stærkere til den næste finanslov end flere forskningsmidler," siger Morten Østergaard.

Han håber ikke, at regeringen vil finde pengene til forskning i andre forskningspuljer.

I stedet burde man finde pengene helt andre steder, der samtidig vil hjælpe på klimaindsatsen. Østergaard nævner blandt andet landbruget.

"Det er vigtigt, man ikke fodrer hunden med sin egen hale. Det skal ikke bare være andre forskningsmidler, der dirigeres i den retning."

"I landbrugspolitikken er der mulighed for at omlægge nogle af midlerne til mere forskning," siger han.

Finansminister Nicolai Wammen (S) forklarede søndag på Socialdemokratiets kongres i Aalborg, at der kommer flere klimainitiativer i finanslovsforslaget.

Han vil dog ikke forholde sig til, hvor pengene til det nye forslag og hele den grønne omstilling skal komme fra.

Han siger også, at man må vente på svaret, indtil finanslovsforslaget ligger klar.

Det konkrete forslag må ikke koste borgerne penge, hvis det står til Morten Østergaard.

"Vi forestiller os ikke, det skal finansieres over nye skatter. Men hvis vi kan blive enige om at indføre nogle miljøafgifter på plastik eksempelvis, så kan det også gå til det," siger han.

På Dansk Folkepartis årsmøde i Herning var klimaet også et emne. Partiet har efter et dårligt valg, hvor det blev mere end halveret til 16 mandater, analyseret sig frem til, at klimaet skulle have fyldt mere hos dem.

"Jeg synes, det er entydigt positivt. I forhold til Dansk Folkeparti må jeg bare sige, at den selvransagelse de udtrykker, er helt på sin plads."

"Da jeg stod på Folkemødet for halvandet år siden med Morten Messerschmidt (DF) og spurgte til deres klimapolitik, sagde han, at de overlod det til de højere magter. I dag fremlægger han et klimaudspil," siger Morten Østergaard.

 

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også