Trump og Macron indgår våbenhvile for 2020

Præsidenterne fra Frankrig og USA, Emmanuel Macron og Donald Trump, er i en telefonsamtale mandag blevet enige om ikke at optrappe handelsspændingerne mellem de to lande gennem 2020, mens de forhandler en aftale på plads om blandt andet den digitale skat, som Frankrig har indført, og som rammer de amerikanske teknologikæmper.
Det skriver Bloomberg News.
"Glimrende diskussioner med @realDonaldTrump om digital skat. Vi vil arbejde sammen om en god aftale for at undgå optrapning af tariffer," skriver Emmanuel Macron mandag også på Twitter.
Ingen af de to lande vil på baggrund af mandagens aftale ikke indføre straftold mod det andet land i 2020, oplyser en fransk diplomat til nyhedsbureauet.
Frankrigs digitale skat skal sikre, at udenlandske teknologivirksomheder, som sælger til franske kunder, lægger en form for skat til den franske stat, uanset at virksomhederne har hjemme uden for landet.
Frankrig ønsker, at landets digitale skat på sigt kommer ind under et regelsæt, som OECD arbejder med, men indtil OECD er klar, har landet indført sin egen digitale skat, der blandt andet rammer amerikanske giganter som Apple, Google og Amazon.
På den baggrund truede USA's præsident Donald Trump i december sidste år med straftold på franske varer for 2,4 mia. dollar, da USA anser den franske skat som diskriminerende, skriver Bloomberg News.
Norsk regering varsler skattetiltag mod techgiganter
Frankrig og USA vil mødes om 14 dage for at undgå handelskonflikt om digital skat