Radikal statsrevisor langer ud efter ministeriers hvidvaskindsats

Erhvervsministeriet, Skatteministeriet og særligt Justitsministeriet får kritik af Statsrevisorerne.
Den radikale statsrevisor Klaus Frandsen (th). | Foto: Jens Dresling
Den radikale statsrevisor Klaus Frandsen (th). | Foto: Jens Dresling
AF RITZAU

Statsrevisorerne kritiserer på baggrund af kritisk beretning fra Rigsrevisionen tre ministerier for deres indsats på hvidvaskområdet.

Det oplyser Statsrevisorerne.

Det er Erhvervsministeriet, Skatteministeriet og særligt Justitsministeriet, kritikken retter sig mod. 

Statsrevisorerne mener ikke, at ministerierne effektivt har levet op til hvidvasklovens formål om at forhindre kriminelle i at misbruge danske virksomheder og det finansielle system til hvidvask og finansiering af terrorisme.

"Konsekvensen har været, at der er økonomisk kriminalitet, der ikke er blevet retsforfulgt," siger statsrevisorernes næstformand, Klaus Frandsen (R).

"Sagen har et sådant omfang, at det næsten er umuligt at forestille sig, at forbrydere ikke er gået fri på grund af det her," siger han.

Hvidvaskloven forpligter eksempelvis pengeinstitutter, realkreditinstitutter, advokater og spiludbydere til at komme med en underretning, hvis de får mistanke om hvidvask eller terrorfinansiering. 

Underretningen skal ske til Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet (Søik), som i daglig tale kaldes Bagmandspolitiet.

Kritikken fra Statsrevisorerne går på, at de tre ministeriers kontrol- og vejledningsindsats ikke effektivt har støttet virksomhederne i deres arbejde med at opdage og underrette om mistænkelige transaktioner.

På baggrund af Rigsrevisionens undersøgelse af statens indsats mod hvidvask og finansiering af terrorisme kritiseres også Bagmandspolitiets Hvidvasksekretariat.

Sekretariatets håndtering af de titusindvis af underretninger med mistanke om hvidvask er ikke tilstrækkelig. 

Endelig retter Statsrevisorerne også kritik mod politiet, Bagmandspolitiet og Politiets Efterretningstjeneste (PET).

De har ikke i tilfredsstillende grad givet Hvidvasksekretariatet feedback på, hvad de videresendte underretninger er blevet anvendt til.

"Det er de to steder, hvor det står ringest til," siger Klaus Frandsen med henvisning til Hvidvasksekretariatet og politiet. 

Bagmandspolitiet fik i 2019 53.454 underretninger om potentiel hvidvask.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også