PolicyWatch

Statsministeren vil fjerne 900 stillinger fra Rigspolitiet

Statsminister Mette Frederiksen (S) vil fjerne 900 årsværk fra Rigspolitiet og etablere 20 nærpolitistationer.

Foto: Jens Dresling

Det har længe stået klart, at Rigspolitiet skulle på slankekur, og tirsdag aften har statsminister Mette Frederiksen (S) løftet sløret for sine planer for at slanke Rigspolitiet.

I et interview med Berlingske siger statsministeren, at 660 stillinger skal fjernes fra Rigspolitiet. Det kommer oven i de 240 årsværk, som Rigspolitiet vil spare jævnfør en spareplan fra januar.

Dermed bliver i alt 900 stillinger berørt af slankningen af Rigspolitiet.

Det nye mandskab ude i politikredsene skal bruges til at oprette 20 nye nærpolitistationer. Ti på hver side af Storebælt, forklarer statsministeren i Berlingske.

Rigspolitiet har i dag 2048 ansatte, hvor 618 er betjente. Derudover er omkring 1400 civile ansat - 300 af dem arbejder på politiskolen ifølge Berlingske. De ansatte på politiskolen bliver ikke berørt, fremgår det af interviewet.

De civilt ansatte ved Rigspolitiet kan have mange forskellige funktioner og arbejde med alt fra jura til HR.

Ifølge Mette Frederiksen er hendes plan et svar på en udvikling, hvor Rigspolitiet har vokset sig større.

"Min påstand er, at centraliseringen ikke kun har fundet sted for at få flere muskler til at bekæmpe nye kriminalitetsformer. Noget er sket som led i en generel samfundsudvikling, vi ikke bare skal acceptere," siger hun til Berlingske.

Berlingskes journalister spørger, om ikke de lokale betjente er en slags falsk tryghed mod organiseret kriminalitet, cyberkriminalitet og terrorisme - alle sammen områder, der overskrider politikredsenes grænser.

"Det er jeg uenig i," svarer statsministeren.

"Ikke i analysen af, at den organiserede kriminalitet kræver noget helt andet end tidligere. Men når en 14-årig bliver gennembanket på vej fra skole, hvad så?"

Politikredse ville ikke have forslag til hvidvask-efterforskninger 

Justitsminister vil styrke indsats mod hvidvask efter kritik 

Mere fra PolicyWatch

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

Se flere jobs

Seneste nyt fra Watch Medier