Utålmodige Radikale vil have åbnet grænsen: Jo før, jo bedre

De Radikale presser på for at for afklaret, hvad udsigten er til, at forbud mod indrejse til Danmark ophæves.
Foto: Finn Frandsen/Ritzau Scanpix
Foto: Finn Frandsen/Ritzau Scanpix
AF RITZAU

Med planen for de kommende måneders genåbning af Danmark har regeringen og resten af Folketingets partier aftalt, at der senest 1. juni skal være klarhed over, hvad der skal ske med den skærpede kontrol ved de danske grænser.

Men bare to dage efter at aftalen blev indgået, presser De Radikale på for at få en udmelding.

Det bør ifølge partiet hellere være "i dag end i morgen".

"Når der står senest 1. juni, så kan det jo ligeså godt være i morgen eller næste uge. Og derfor lægger aftalen jo også op til, at vi fortsat kan presse på for, at det sker inden 1. juni, så det ikke bare bliver en sovepude," siger De Radikales retsordfører, Kristian Hegaard.

De danske grænser har været lukket for indrejse for alle uden et "anerkendelsesværdigt formål" siden den 14. marts, hvor også rejsevejledninger blev skærpet.

"Der er en stor efterspørgsel fra virksomheder og sommerhusejere, som er i tvivl om, hvorvidt de skal fastholde deres udlejninger til tyskere," siger Kristian Hegaard.

"Og så også fordi der er mange, som er kærester på tværs af grænsen, og det er jo næsten ikke til at bære."

Det var ikke en anbefaling fra sundhedsmyndighederne, der lå til grund for regeringens beslutning om at indføre indrejseforbud i Danmark.

Det slog Sundhedsstyrelsens direktør, Søren Brostrøm, fast på et efterfølgende pressemøde.

Kristian Hegaard fortæller, at han siden 14. marts har efterspurgt et sundhedsfagligt belæg for at lukke grænserne.

"Vi er jo alle sammen meget optaget af sundhed, og hvis man åbner grænserne, så skal det jo ske med afsæt i sundhedsmæssige forhold, men dem er vi bare ikke blevet præsenteret for endnu," siger Kristian Hegaard.

Socialdemokratiets retsordfører, Jeppe Bruus, kan "til fulde forstå" frustrationerne over den del af grænsen, der er lukket.

"Selvfølgelig har det omkostninger og konsekvenser at holde vores grænser delvist lukkede, men man er nødt til at se det i en sammenhæng, og det hele handler om at være i kontrol og have styr på smitten og smittetrykket," siger Jeppe Bruus.

"Derfor kommer vi til at åbne grænsen, så snart vi mener vi kan det og også i tæt dialog med vores nabolande."

Det var ikke på anbefaling fra sundhedsmyndighederne, at indrejseforbuddet blev indført. Hvad tager man højde for nu? Er det myndighedernes anbefaling, eller vil det være en ren politisk beslutning?

"Man glemmer, hvad det for en situation, vi stod i, da vi lukkede grænsen. Der var en lang række, blandt andet WHO, som sagde, at vi blev nødt til handle. Hellere for meget end for lidt, og hellere for tidligt end for sent," siger Jeppe Bruus.

"Vi traf nogle resolutte valg, og der var grænselukningen end del af det."

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også