Amerikansk finansminister forudser endnu større arbejdsløshed

Arbejdsløsheden i USA vil blive endnu værre, vurderer den amerikanske finansminister.
Foto: Chandan Khanna/AFP/Ritzau Scanpix
Foto: Chandan Khanna/AFP/Ritzau Scanpix
AF RITZAU FINANS

Fredag leverede det amerikanske arbejdsministerium en dyster statistik for arbejdsløsheden i USA. Den steg nemlig til 14,7 pct. - det højeste niveau siden Anden Verdenskrig.

Det er en markant stigning i antallet af ledige i USA, hvilket er udløst af nedlukningen efter coronapandemiens udbrud.

Væksten i arbejdsløsheden, som i februar var nær rekordlave 3,5 pct., og som steg til 4,4 pct. i marts, er dog ikke forbi endnu, vurderes det.

"De rapporterede tal vil formentlig blive værre, inden de igen bliver bedre," sagde Steven Mnuchin, den amerikanske finansminister, i weekenden til tv-stationen Fox News, ifølge Reuters.

Kevin Hassett, en af præsident Trumps højtstående økonomiske rådgivere, har også i weekenden spået, at arbejdsløsheden i maj og juni kan gå forbi 20 pct.

I USA har politikerne vedtaget fire hjælpepakker under pandemien til en samlet værdi omkring 3300 mia. dollar, men der er forhandlinger i gang om yderligere hjælp. Blandt andet til delstater og byer, som er ramt af fald i skatteindtægterne og øgede udgifter til sundhed. Der tales ifølge Reuters også om madhjælp til amerikanere, som er ramt af sult efter at have mistet deres arbejde, ligesom investeringer i internetinfrastruktur kan komme på programmet.

Demokraterne i Kongressen skulle være på vej med nye lovforslag, men i Det Hvide Hus har man endnu ikke så travlt.

"Lad os bruge de næste par uger," sagde Steven Mnuchin søndag til Fox News.

"Vi ønsker bare, inden vi hopper ind og bruger nogle flere billioner dollar af skatteydernes penge, at vi gør det grundigt. Vi har været meget klare omkring, at vi ikke bare vil redde delstater, som er dårligt drevet."

Fredagens jobrapport viste også, at mere end 20 millioner jobs forsvandt i april, og gennem de seneste syv uger har 33 millioner amerikanere meldt sig som ledige, viser de ugentlige opgørelser over nytilmeldte ledige.

Den højeste arbejdsløshed i USA siden Anden Verdenskrig var hidtil registreret i 10,8 pct. i november 1982.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også