Senatet i USA ventes at afvise forslag om stor hjælpepakke

Repræsentanternes Hus godkender forslag om ny hjælpepakke, som både Trump og Senatet er modstandere af.
Foto: DREW ANGERER/AFP / GETTY IMAGES NORTH AMERICA
Foto: DREW ANGERER/AFP / GETTY IMAGES NORTH AMERICA
AF RITZAU/REUTERS

Repræsentanternes Hus i USA har natten til lørdag dansk tid godkendt et lovforslag om en hjælpepakke på 3000 milliarder dollar.

Pakken skal bidrage til at få den amerikanske økonomi på ret køl igen efter viruspandemien. Kongressen har tidligere under coronakrisen vedtaget store hjælpepakker til både private og virksomheder.

Lovforslaget var udarbejdet af Demokraterne, som har flertal i Repræsentanternes Hus, der er et af de to kamre i Kongressen.

Både præsident Donald Trump og Senatet, hvor Republikanerne sidder på flertallet, er modstandere af forslaget, som derfor ikke ventes at blive endelig godkendt.

"Det dør ved ankomsten her," fastslår den republikanske senator Lindsey Graham.

Men forslaget kan udløse en ny runde af forhandlinger med republikanere i Kongressen og Trump, som har talt om at sænke skatterne. Et udspil, som Demokraterne har afvist at ville lægge stemmer til.

USA's økonomi er hårdt ramt af virusudbruddet. Siden krisen begyndte, har over 36 millioner personer søgt om arbejdsløshedsunderstøttelse. Det svarer til over en femtedel af alle lønmodtagere i landet.

Hjælpepakken, som blev stemt gennem Repræsentanternes Hus med stemmerne 208 for og 199 imod, omfatter stort set alle hjørner af økonomien.

Det omfatter blandt meget andet 500 milliarder dollar til de værst ramte delstater, endnu en runde af direkte pengehjælp til borgere og et risikotillæg til ansatte i sundhedssektoren og andre, der arbejder direkte med Covid-19-patienter.

"Mange af dem har sat deres liv på spil for at redde liv, og mange af dem risikerer at miste deres job, fordi statens og delstatsregeringernes indtægter rasler ned under denne krise," sagde demokraten Nancy Pelosi. Hun er formand for Repræsentanternes Hus.

Republikaneren Steve Scalise, der rangerer næsthøjest for sit parti i Repræsentanternes Hus, opfordrede medlemmerne til at forkaste forslaget og kaldte det en "socialistisk foræring".

Scalise beskyldte Kina, hvor virusset først dukkede op, for de problemer, pandemien har medført.

Fredagens debat var historisk, fordi det var første gang, at medlemmer af Repræsentanternes Hus kunne afgive deres stemme uden at være fysisk til stede.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også