OECD-landenes gæld vil vokse med 116.000 mia. kr.

Verdens rigeste lande er i gang med at opbygge en kæmpe gældsbyrde.
Foto: Pexels
Foto: Pexels
AF RITZAU FINANS

En kæmpe gældsbyrde - på grund af coronakrisen - er ved at vokse frem blandt verdens rigeste lande, de 37 medlemmer af OECD.

Samlet set ventes landene at øge deres gæld efter virusudbruddet med mindst 17 billioner dollar eller 17.000 mia. dollar, hvilket svarer til 116.000 mia. kr.

Det skriver Financial Times på baggrund af en rapport fra netop OECD.

Under finanskrisen voksede OECD-landenes gældsratio i forhold til BNP med 28 pct.point og samlet med 17 billioner dollar.

"For 2020 vil den økonomiske effekt af Covid-19-pandemien ventet blive værre end den store finansielle krise," kommenterer OECD.

Baggrunden for boomet i statsgælden i de 37 lande er øgede udgifter for at holde hånden under økonomierne og til at sparke dem i gang efter coronanedlukningerne. Indtil nu har de forskellige regeringer i verden, ifølge en opgørelse fra Reuters, for længst krydset 10.000 mia. dollar i samlede redningspakker.

Også indtægtssiden er hårdt ramt hos OECD-landene, da der er sket et skarpt fald i skatteindtægter på grund af restriktionerne.

Tallene peger på, at OECD-landene i snit vil se deres gældsbyrde vokse fra 109 pct. til 137 pct. af deres årlige BNP, hvilket faktisk er på niveau med Italien, der ofte trækkes frem i EU-sammenhæng, som et land med høj statsgæld.

Den ekstra gældsbyrde, der forudses, svarer til 13.000 dollar mere per indbygger i de 37 lande, hvor i alt 1,3 mia. mennesker bor. Og gælden kan ifølge Financial Times vokse yderligere, hvis økonomien er langt tid om at vende rundt igen.

"Vi må indse de hårde realiteter, at vi ikke vil få en V-formet genrejsning," siger Randall Kroszner fra Chicago Booth School of Business. Kroszner var tidligere direktør i USA's centralbank.

OECD-udkast til ny selskabsskat vil koste statskassen milliarder 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også