EU fordømmer USA's sanktionspolitik

USA's forsøg på at forsinke Nord Stream 2-projektet i Østersøen er ifølge EU dybt bekymrende.
Foto: Peter Hove Olesen
Foto: Peter Hove Olesen
AF RITZAU

EU's udenrigspolitiske chef, Josep Borrell, kritiserer USA's politik med at iværksætte sanktioner over for selskaber, som er involveret i byggeriet af naturgasledninger fra Rusland til Europa.

"Jeg er dybt bekymret over den tiltagende brug af sanktioner eller trusler om sanktioner fra USA mod europæiske selskaber og interesser," udtaler Borrell i en erklæring fredag.

"Vi har set denne tiltagende tendens i tilfælde som Iran, Cuba, Den Internationale Straffedomstol og mest nyligt med Nord Stream 2- og Turkmenistan-projekterne."

Udenrigschefens udfald er en reaktion på, at USA onsdag varslede hårdere sanktionerne mod virksomheder, der er involveret i Nord Stream 2. Rørledningen vil øge Ruslands kapacitet til at transportere naturgas til Tyskland via Østersøen.

USA indførte i 2019 sanktioner over for virksomheder, der deltager i Nord Stream 2. Den amerikanske regering mener, at rørledningen vil styrke Ruslands indflydelse over for Tyskland og andre europæiske lande.

Ifølge Josep Borrell er USA's handlinger ikke i overensstemmelse med international lov.

"Europæiske politikker skal fastlægges her i Europa og ikke af tredjelande," siger han.

Rørledningen, der delvist finansieres af det russiske energiselskab Gazprom og blandt andet går via havbunden sydøst for Bornholm, er næsten afsluttet.

I juni truede Josep Borrell med, at EU overvejede sanktioner som et modsvar til USA's forsøg på at forsinke projektet.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også