Minister om asyludspil: Løser ikke grundlæggende problemer

Kaare Dybvad Bek (S) ser lyspunkter i udspil til migrationspagt, men vil ikke omfordele asylansøgere.
Foto: Aleksander Klug
Foto: Aleksander Klug
AF RITZAU

Der er positive takter i EU-udspil til en ny asyl- og migrationspagt. Men det løser ikke de grundlæggende problemer.

Det mener Kaare Dybvad Bek (S), fungerende udlændinge- og integrationsminister, efter EU-Kommissionen onsdag har fremlagt udspillet.

Ministeren kalder det positivt, at EU-Kommissionen ser et behov for at forbedre hjemsendelse af afviste asylansøgere, skabe mere velfungerende grænser og styrke indsatsen ved migrationsruterne.

"Men som jeg også tidligere har sagt, mener Danmark ikke, at det er vejen frem at omfordele hverken asylansøgere eller for den sags skyld afviste asylansøgere."

"Det er en lappeløsning, der sender et forkert signal om, at det kan betale sig at hoppe i menneskesmuglernes gummibåd," skriver Kaare Dybvad Bek i en kommentar.

Forslaget til pagten omtaler øget kontrol ved grænserne, hjemsendelser af afviste asylansøgere og redning af migranter på havet.

Centralt står, at EU-Kommissionen foreslår et system, hvor EU-landene sammen skal tage ansvar for de irregulære migranter, som har skabt stor politisk uro i EU de seneste år.

Der bliver ikke tale om automatisk omfordeling af asylansøgere. Alligevel, lyder det i forslaget til pagten, kan et EU-land blive tvunget til at tage imod en afvist ansøger, hvis landet ikke formår at sende personen hjem.

Kaare Dybvad Bek skriver, at regeringen er klar til at tage "ethvert skridt, der kan bringe os i retning af mere kontrol med tilstrømningen til EU".

"For regeringen står det helt klart, hvad der skal til, hvis vi skal sikre et mere humant og retfærdigt system: Vi skal flytte asylsagsbehandlingen uden for EU's grænser og sikre bedre hjælp til flere i nærområderne"

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også