Brostrøm: Vi forventer relativ hurtig effekt af vaccine

Når de første vaccineres, forventer Sundhedsstyrelsen, at smittetallene hurtigt vil falde i risikogrupperne.
Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
AF RITZAU

Vi kan forvente en hurtig effekt af coronavaccinen, når de første vaccinationer går i gang. Det er meldingen fra Søren Brostrøm, direktør i Sundhedsstyrelsen, i en pressemeddelelse.

"Vi forventer, at vi relativt hurtigt kan se en effekt på, hvor mange der bliver smittet med covid-19 i de risikogrupper, som først får vaccinen. Der er alvorlige udbrud på flere plejehjem og blandt de allerældste, og dér tror vi, at vi vil se en effekt, når vi går i gang med vaccinationerne," siger Søren Brostrøm i en pressemeddelelse fra Sundhedsstyrelsen.

Mandag blev den første coronavaccine godkendt af EU-Kommissionen, og derfor er den første leverance på vej til Danmark. De første danskere, der kan få vaccinen, er beboere på plejehjem, ældre i særlig risiko og udvalgt personale i sundhedsvæsenet og ældreplejen.

Søren Brostrøm glæder sig over, at Danmark nu har en godkendt vaccine

"Vaccination bliver starten på enden for epidemien, og derfor går vi alle sammen og venter på den med det håb, at vi kan vende tilbage til en mere normal hverdag. Og får vi vaccinen inden for de nærmeste dage, går vi øjeblikkeligt i gang," siger han.

Lige nu er vaccinationscentre ved at blive oprettet i hele Danmark. Plejehjemsbeboere vil dog få vaccinen på plejehjemmet af praktiserende læger. Beboerne på plejehjem bliver kontaktet af deres kommune omkring vaccinen, mens frontpersonale bliver kontaktet af deres arbejde.

Andre vil løbende få besked om vaccination i e-boks, når deres tur kommer, i takt med at flere vacciner kommer til Danmark. I første omgang forventes det, at op til 250.000 danskere vil blive vaccineret i løbet af de to første måneder af det nye år.

Den første godkendte vaccine er udviklet og produceret af virksomhederne Pfizer og Biontech. Vaccinen har vist sig 95 procent effektiv i fase 3-studier med op til 40.000 testpersoner.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også