Boris Johnsons diskrete fiskeslips deler vandene

Juleaftensdag kunne EU og Storbritannien endelig præsentere en handelsaftale efter blandt andet strid om fisk.
Boris Johnson havde iført sig et mønstret slips med fisk på til et pressemøde om den nye aftale om handel og det fremtidige forhold mellem Storbritannien og EU. - Foto: Pool/Reuters
Boris Johnson havde iført sig et mønstret slips med fisk på til et pressemøde om den nye aftale om handel og det fremtidige forhold mellem Storbritannien og EU. - Foto: Pool/Reuters
AF RITZAU

En drillende henvisning fra Storbritanniens premierminister, Boris Johnson, til et af de store stridspunkter i handelsforhandlingerne mellem briterne og EU er blevet genstand for ophedet diskussion.

Johnson havde iført sig et slips med et diskret fiskemønster, da han juleaftensdag på et pressemøde fortalte om de store linjer i den nye handelsaftale.

Fiskeri anses som en af hovedårsagerne til, at aftalen var så svær at få hevet i land, og meningsdannere har nu svært ved at blive enige om, hvorvidt slipset var god stil eller en smagløs joke.

"Var der nogen, der lagde mærke til, at fjolset havde et slips med fisk på?" spørger journalisten Tim Walker, der skriver for det EU-positive The New European, på Twitter.

"Det er meningen, at vi alle sammen skal synes, at det er sjovt og klogt og så ikke bekymre os for meget om alt det, som vi nu har smidt væk."

På den anden fløj står den tyske korrespondent for tv-stationen ARD Annette Dittert.

"Det her fik mig til at grine. Uanset hvad man synes om Johnson," skriver hun på Twitter, samtidig med at hun deler et billede af slipset.

Under pressemødet lød det blandt andet fra Johnson, at der vil ske en "storslået" stigning i mængden af fisk, som briterne vil få lov at beholde. Det skriver The Guardian.

Aftalen betyder, at EU-lande i en overgangsperiode får ret til fortsat at fiske i britisk farvand, men med en reduktion på 25 procent af den nuværende volumen.

Det er meningen, at parterne skal forhandle om eftertiden i denne overgangsperiode.

Selv om Johnson præsenterede fiskeriaftalen som en sejr, er der ikke udelt begejstring i den britiske fiskeindustri.

Her var der et ønske om at få begrænset adgangen til britisk farvand yderligere, skriver nyhedsbureauet Reuters.

"Industrien kommer til at være meget skuffet over, at der ikke er et mere klart brud," siger Barrie Deas, direktør for den nationale sammenslutning af fiskeorganisationer.

Deas uddyber, at den største bekymring er, at fiskerbåde fra EU vil få lov at operere indtil omkring 9,6 kilometer fra den britiske kyst. Industrien ønskede en grænse på omkring 19,3 kilometer.

Overgangsperioden står til at vare fem et halvt år, siger Boris Johnson ifølge Reuters.

Frankrig vil støtte sine fiskere efter britisk aftale med EU

Danmarks Fiskeriforening: Prisen for brexit-aftale er katastrofalt høj  

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også