Nu kan 9. maj blive dagen for stor genåbning af Danmark

Når alle over 50 år har fået første stik, kan det meste af samfundet åbne. Det kan ske efter 9. maj.
"Vi er enige om, at det er et meget, meget vigtigt fikspunkt, når alle over 50 år er vaccineret," sagde statsminister Mette Frederiksen (S) mandag aften. | Foto: Mads Claus Rasmussen
"Vi er enige om, at det er et meget, meget vigtigt fikspunkt, når alle over 50 år er vaccineret," sagde statsminister Mette Frederiksen (S) mandag aften. | Foto: Mads Claus Rasmussen
af ritzau

Når alle over 50 år er vaccineret, kan Danmark i store træk genåbne - herunder alle skoler og uddannelser.

Det fremgår af den genåbningsaftale, som Folketingets partier mandag aften blev enige om, der i etaper vil genåbne samfundet over de kommende uger.

Ifølge aftalen vil det være en milepæl, når de ældste og sårbare borgere samt personer over 50 år har fået første stik.

Ifølge Sundhedsstyrelsens vaccinationskalender kan alle over 50 år, der vil vaccineres, have fået første stik 9. maj.

Vaccinationsplanen har dog rykket sig gentagne gange de seneste uger, og den kan fortsat blive genstand for nye ændringer.

Dels er den afhængig af, at de forskellige vaccineproducenter leverer i de mængder og det tempo, som Sundhedsstyrelsen forventer.

Og dels er et af de store spørgsmålstegn, om Danmark beslutter at genoptage vaccinationer med Astrazeneca-vaccinen, som i øjeblikket er sat på pause på grund af mistanke om, at den i meget sjældne tilfælde fører til blodpropper.

Selv om alle over 50 år kan være have fået første stik 9. maj, er det ikke ensbetydende med, at der bliver åbnet for alle sluser.

"Vi er enige om, at det er et meget, meget vigtigt fikspunkt, når alle over 50 år er vaccineret," sagde statsminister Mette Frederiksen (S) mandag aften.

"Det hviler dog på nogle forudsætninger om, at vi kan holde smitten nede, og at vi bruger coronapas," sagde hun.

De fortsat gældende restriktioner, når alle over 50 år har fået første stik, vil være omkring større arrangementer, nattelivet og rejser ud og ind af Danmark.

Derudover vil der fortsat være generelle smitteforebyggende tiltag, fremgår det af aftalen.

Genåbningen af Danmark vil den kommende tid ske i intervaller af to uger.

Efter påske kan elever i 5. til 8. klasse og studerende på videregående uddannelser vende tilbage. Også liberale erhverv som for eksempel frisører kan åbne igen.

Herefter åbnes der yderligere med to ugers intervaller. De næste i rækken er indkøbscentre, museer og biblioteker samt udendørs servering på restauranter.

Herefter kommer blandt andet genåbning af biografer og indendørs servering.

Den sidste store etape i genåbningen ligger ifølge aftalen 21. maj - altså senere end 9. maj - hvor der bliver åbnet for blandt andet daghøjskoler og aftenskoler.

Alle Folketingets partier undtagen Nye Borgerlige er med i aftalen om genåbning.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også