Nyt studie viser lige så god beskyttelse ved krydsvaccination

Ved vaccination med Astrazeneca og dernæst Pfizer eller Moderna er der beskyttelse på 88 procent mod corona. Det har betydning for mange sundhedsansatte, som er vaccineret med to forskellige vacciner, fordi Astra-vaccinen røg ud af det danske program.
Foto: Finn Frandsen
Foto: Finn Frandsen
af ritzau

Der kan opnås en god beskyttelse mod coronavirus, hvis man kombinerer en første dosis af Astrazeneca-vaccinen med en anden dosis fra enten Pfizer- eller Moderna-vaccinen.

Det viser et nyt studie fra Statens Serum Institut, SSI.

Studiet viser, at fra 14 dage efter andet stik reduceres risikoen for smitte med coronavirus med 88 procent sammenlignet med uvaccinerede personer.

Dette er sammenligneligt med den beskyttelse på 90 procent, som to doser af Pfizer-vaccinen tidligere har påvist i et dansk studie, oplyser SSI.

Ingen coronarelaterede indlæggelser eller dødsfald fandt sted efter vaccination med to forskellige vacciner. Det var derfor ikke muligt at estimere effektiviteten for de to udfald.

Effekten af en kombineret vaccinationsprogram er blevet undersøgt i perioden fra 8. februar til 23. juni.

Efter midten af februar var det varianten B.1.1.7 - før kendt som den britiske variant - der var den dominerede coronavariant.

Delta-varianten, der efterfølgende har overtaget som den dominerede variant, udgjorde en meget lille andel af coronatilfældende i perioden for studiet.

Ifølge SSI er det derfor ikke muligt at sige noget om beskyttelsen mod Delta-varianten af det kombinerede vaccinationsprogram.

Seruminstituttets forskere fortsætter med at undersøge vaccineeffektiviteten.

"Det er vigtigt, at vi løbende afdækker vaccinernes effekt i den virkelige verden, særligt når vi giver vaccinerne i kombinationer, der ikke tidligere er afdækket i egentlige lodtrækningsforsøg."

"Derudover skal vi løbende følge effekten af vores vaccinationsprogrammer på de nye coronavirusvarianter og finde ud af, hvor længe den beskyttende effekt fastholdes," siger Tyra Grove Krause, konstitueret faglig direktør i SSI, i en pressemeddelelse.

Sundhedsansatte fik Astra-vaccine

Det er primært personale i sundhedssektoren og personer, som varetager en kritisk funktion, som har fået første vaccination med AstraZeneca-vaccinen.

Ifølge SSI har 144.360 personer fået første vaccination med Astrazeneca-vaccinen. Af dem har 88.050 og 48.501 personer fået andet stik med henholdsvis Pfizer- og Moderna-vaccinen.

Astrazeneca-vaccinen blev tidligere i år taget ud af vaccinationsprogrammet, men har siden maj været muligt at vælge i en tilvalgsordning.

Baggrunden for at tage den ud er risiko for en sjælden, men alvorlig bivirkning ved at blive vaccineret med vaccinen.

Sygdommen kaldes vitt. Den er kendetegnet ved, at man ser en usædvanlig kombination af blodpropper, blødninger og et lavt antal blodplader.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også