Sikkerhedsråd skal stemme om særmøde i FN om invasion

Forslag om særligt møde i FN' Generalforsamling om krig i Ukraine ventes at blive vedtaget i Sikkerhedsråd.
Foto: MAKSIM LEVIN/REUTERS / X03521
Foto: MAKSIM LEVIN/REUTERS / X03521
AF RITZAU

FN's Sikkerhedsråd skal søndag mødes for at beslutte, hvorvidt der skal afholdes et ekstraordinært møde i FN's Generalforsamling - muligvis allerede mandag - om Ruslands invasion af Ukraine.

Det oplyser diplomater ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Det bliver en såkaldt procedureafstemning i Sikkerhedsrådet, som i alt har 15 medlemmer.

Det betyder, at ingen af de fem permanente medlemmer - Rusland, Kina, Frankrig, Storbritannien og USA - kan nedlægge veto. Diplomaterne vurderer, at forslaget vil blive vedtaget.

En vedtagelse forudsætter, at 9 ud af rådets 15 medlemmer stemmer for forslaget, som er fremsat af USA og Albanien. Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Bliver der givet grønt lys for forslaget i Sikkerhedsrådet, tilsiger regler, at Generalforsamlingens særlige møde skal finde sted indenfor 24 timer.

Mødet i Sikkerhedsrådet er fastlagt til at begynde klokken 15.00 lokal tid i New York City. Det svarer til klokken 21.00 i Danmark.

Formålet med Generalforsamlingens særlige møde er at "tvinge FN's 193 medlemslande til at tage stilling" til konflikten og Ruslands "krænkelse af FN-pagten" samt formelt at fordømme krigen. Det siger en diplomat på betingelse af anonymitet til AFP.

Siden 1950 er FN's Generalforsamling kun ti gange blevet samlet til et sådant ekstraordinært møde.

Anmodningen om at indkalde FN' Generalforsamling kommer, efter at Rusland fredag benyttede sin ret til at nedlægge veto i Sikkerhedsrådet mod et udkast til en resolution, der ville fordømme Ruslands invasion af Ukraine.

Kina, Indien og De Forenede Arabiske Emirater afstod fra at stemme og dermed give deres holdning til forslaget til kende.

De øvrige 11 lande i Sikkerhedsrådet stemte for at vedtage resolutionen.

Det ventes ifølge Reuters at være den samme resolution, som der skal stemmes om på Generalforsamlingens eventuelle særlige møde.

Her har ingen af landene vetoret, men resolutioner vedtaget af Generalforsamlingen er heller ikke forpligtende for medlemslandene.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også