Putin i tv-tale: Rusland øger atomberedskabet

Putin øger beredskab hos "afskrækkelsesstyrker". Det dækker over blandt andet atomvåben.
Foto: RUSSIAN POOL/VIA REUTERS / X80003
Foto: RUSSIAN POOL/VIA REUTERS / X80003
AF RITZAU

Rusland sætter såkaldte "afskrækkelsesstyrker" - det dækker blandt andet over enheder med atomvåben - i højt beredskab.

Det siger Ruslands præsident, Vladimir Putin, i en tv-tale søndag eftermiddag ifølge nyhedsbureauet Reuters.

"Jeg har beordret forsvarsministeren og den russiske forsvarschef til at sætte afskrækkelsesstyrkerne i den russiske hær i et særligt beredskab," siger Putin ifølge nyhedsbureauet AFP.

Han forklarer, at det russiske tiltag skyldes "aggressive" meddelelser fra den vestlige forsvarsalliance Nato og økonomiske sanktioner mod Moskva.

Sanktionerne er indført af hovedsageligt vestlige lande på grund af Ruslands angreb i Ukraine.

"I kan se, at vestlige lande ikke kun er uvenlige over for vores land i forhold til den økonomiske sfære - her mener jeg illegitime sanktioner," siger Putin.

"Ledende embedsmænd i Nato-lande tillader også aggressive udmeldinger mod vores land."

Rusland gik torsdag ind i Ukraine fra flere sider. På dag fire i invasionen søndag står russiske tropper blandt andet tæt på storbyerne Kharkiv og Kiev.

Nogenlunde samtidig med Putins tale oplyser det ukrainske præsidentkontor, at Ukraine og Rusland skal forhandle ved den hviderussisk-ukrainske grænse.

Nyhedsbureauet AFP beskriver det russiske atomarsenal, som består af tusindvis af atomvåben, som "rygraden" i de russiske afskrækkelsesstyrker.

Fra USA's FN-ambassadør, Linda Thomas-Greenfield, møder Putins udmelding om atomvåben fordømmelse:

"Det betyder, at præsident Putin fortsætter med at eskalere denne krig på en måde, som er totalt uacceptabel, og at vi må fortsætte med at forsøge at standse hans handlinger på stærkest mulig vis," siger ambassadøren til CBS-programmet "Face the Nation."

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også