2022 er startet med få konkurser: Vendepunkt nærmer sig

Antallet af konkurser vil stige senere på året, når virksomheder skal tilbagebetale coronalån, spår økonom.
Antallet af konkurser er stadig meget lavt. | Foto: Ernst van Norde
Antallet af konkurser er stadig meget lavt. | Foto: Ernst van Norde
af ritzau

2022 er kommet godt fra start, når man ser på antallet af danske konkurser.

I februar har der været 162 konkurser blandt aktive virksomheder, viser tal fra Danmarks Statistik. Selv om det er ti flere end i januar, så er antallet for de to måneder lavere end de 181, som var det gennemsnitlige antal konkurser hver måned sidste år.

Aktive virksomheder dækker over virksomheder med ansatte eller med en omsætning på mere end en million kroner. Det inkluderer dermed ikke firmaer, hvor der ikke er ansatte ud over ejeren selv.

I Arbejdernes Landsbank kalder økonom Lisette Rosenbeck Christensen tallet for februar utrolig lavt. Det gør hun med tanke på, at landet lige er kommet gennem en coronakrise med flere smittebølger, der flere gange har gjort ondt på dele af dansk erhvervsliv.

”Forklaringen skal findes i den hurtige og massive udrulning af hjælpepakker, coronakrisens korte karakter, og endelig at dansk økonomi i bund og grund er stærk og sendte coronakrisen i balance,” siger hun.

Konkurserne venter forude

Den gode start på året kommer dog ikke til at vare ved, spår økonomen. Hun regner således med, at der i år vil komme et stigende antal konkurser. Det begrunder hun med ophøret af hjælpepakkerne, og at virksomhederne skal betale de coronalån, som de har optaget under krisen, tilbage.

Virksomhederne har kunnet udskyde tilbagebetalingen af disse lån. Derfor er der flere, som har en regning liggende foran sig.

Ud af de ti coronalån, som virksomheder har kunnet optage, skal seks af dem betales tilbage i 2022. Flere af disse skal tilbagebetales allerede i april.

Selv om økonomen regner med flere konkurser, så forventer hun dog ikke en massiv konkursbølge i 2022.

”Og skulle der komme et løft i konkurserne, er det ikke entydigt negativt. Det er nødvendigt for dynamikken i en markedsøkonomi, at konkurserne ikke holdes kunstigt nede over en lang periode, og at der er plads til konkurser,” siger Lisette Rosenbeck Christensen.

Flere end 45.000 virksomheder skal betale coronalån

Historisk lavt antal konkurser er fortsat ind i 2022

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også