SF vil gøre det lettere for private at opstille havvindmølleparker

I forbindelse med partiets årsmøde kommer SF med et forslag om at speede omstillingen til grøn strøm op.
Foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix
Foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix
RITZAU

Set i lyset af krigen i Ukraine og de tårnhøje energipriser presser regeringens støtteparti SF på for at få skruet markant op for den grønne strøm.

"Vi er jo bare nødt til at komme væk fra olie og Putins gas, ind på en grøn strømbane og op i tempo," siger SF's formand, Pia Olsen Dyhr.

I forbindelse med SF's landsmøde, som afholdes i Kolding i weekenden, kommer partiet med forslag til hvordan.

Ifølge partiets egen vurdering vil udspillet gøre det muligt minimum at fordoble mængden af grøn strøm fra vindmøller i forhold til den nuværende fremskrivning for 2030.

Konkret foreslår SF en model, der sikrer en hurtig udbygning og giver private firmaer mulighed for at tage initiativ til at opstille flere havvindmøller.

"Det er ikke, fordi det skal være gratis at benytte vores fælles havarealer, men det skal være mere fleksibelt," siger Pia Olsen Dyhr.

For at få gang i udbygningen af havvind skal der findes penge til at fremskynde sagsbehandlingen for godkendelse af vindenergiprojekter. De penge er SF villig til at afsætte inden for energiforliget.

"Men det er jo faktisk noget af det, vi er begyndt at tjene penge på som stat," pointerer Pia Olsen Dyhr og henviser til den kommende Thor Havvindmøllepark.

Det er selskabet Thor Windfarm, der er et datterselskab af den tyske energikoncern RWE, som har vundet retten til at bygge dem.

Det bliver første gang nogensinde, at en vindmøllepark bliver opført, uden at staten skal have penge op af lommen. Tværtimod budgetterer ministeriet med en indtægt på 2,8 mia. kr.

På den korte bane vil SF dog have undersøgt, om havvindmølleparken ved Hesselø kan fremskyndes. Det gælder også de kommende energiøer i Nordsøen og Østersøen.

Og så ønsker SF betydeligt mere solenergi. Blandt andet ved at fremme tegl og tagsten med indbyggede solceller.

Som verden og politiske beslutninger står nu, vil der ifølge Energistyrelsens klimafremskrivning fra 2021 blive produceret 130 terajoule fra vindenergi i 2030.

Samlet vurderer SF, at partiets udspil kan bidrage med ekstra 162 terajoule til den forventede produktion af el fra vind i 2030 - altså mere end fordoble den produktion, der er lagt op til ifølge Energistyrelsens fremskrivning.

En terajoule svarer til knap 280.000 kilowatt-timer.

Nu vil Pia Olsen Dyhr have regeringen til at indkalde til forhandlinger om, hvordan Danmark kan skrue gevaldigt op for den grønne strøm.

Det er ikke kun SF, som lægger yderligere pres på regeringen for at få udbygget produktionen af den grønne energi.

Tidligere på ugen landede regeringen med et bredt flertal i Folketinget en aftale om en såkaldt Power-to-X strategi, som skal bringe Danmark helt forrest som leverandører at grønne brændstoffer.

Samtidig med at aftalen blev præsenteret, lød det fra flere partier, at Danmark skal fremrykke opførslen af vindmøller - både til vands og til lands - og af solceller.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også

EU-Kommissionen har fredag officielt kategoriseret Temu som en "meget stor online platform", der dermed skal leve op til en række strammere regler. | Foto: Johanna Geron/Reuters/Ritzau Scanpix

Temu kommer under skrappere EU-regler

For abonnenter