Tidligt fingerpeg tyder på vækst i dansk økonomi

Danmarks Statistiks første indikator tyder på, at dansk økonomi voksede i andet kvartal. Hotel- og restaurationsbranchen er med til at trække fremad.
Foto: Bo Svane
Foto: Bo Svane
AF RITZAU

En tidlig indikator tyder på, at dansk økonomi i andet kvartal igen voksede, efter at den skrumpede i årets tre første måneder.

Det er Danmarks Statistik, der laver en såkaldt bnp-indikator. Det er det første bud på, hvordan bruttonationalproduktet (bnp) har udviklet sig i andet kvartal. Efter et fald på 0,5 procent i første kvartal, giver indikatoren for andet kvartal en fremgang på 0,7 procent.

Når et lands økonomi skrumper i to kvartaler i træk er der tale om en teknisk recession. Det bliver der altså ikke tale om i denne omgang.

Væksten i andet kvartal beskrives som større end ventet af en række økonomer, herunder Las Olsen, der er cheføkonom hos Danske Bank.

Trods den positive overraskelse er det overordnede billede ifølge hans analyse, at danske virksomheder og dansk økonomi generelt er presset på en række fronter.

”Fremgangen kommer efter et første kvartal, hvor det gik den anden vej, så i det store billede er det mere stilstand end højvækst, der præger dansk økonomi. Det skal ses i sammenhæng med de massive problemer, mange virksomheder har med at skaffe materialer og arbejdskraft, selv om det ser ud til, at beskæftigelsen faktisk stadig vokser. Virksomhederne kunne godt have solgt mere, men det er svært at få det lavet,” skriver han i en analyse

Han påpeger, at selv om dansk økonomi i andet kvartal er vokset lidt, vil det for mange ikke føles sådan. Det skyldes, at priserne i samme periode er vokset markant og derfor har givet forbrugere mindre for deres penge.

Derudover påpeger cheføkonom hos Arbejdernes Landsbank, Jeppe Juul Borre, at tal fra netop Danmarks Statistik også har vist, at forbruget i detailhandlen er faldet i kølvandet på de stigende priser.

”Danskerne oplever lige nu de kraftigste stigninger i forbrugerpriserne i næsten 40 år. Det trækker købekraft ud af forbrugerne og klemmer på privatforbruget. Privatforbruget udgør næsten halvdelen af dansk økonomi og spiller derfor en kæmpemæssig rolle for økonomien,” skriver cheføkonomen i en analyse.

Det er ifølge Danmarks Statistik særligt fremgang i industrien og hotel- og restaurationsbranchen, der står bag væksten i dansk økonomi i andet kvartal.

Danmarks Statistiks indikator for bnp er et tidligt praj. Det bliver efterfølgende gennemgået mere grundigt, inden udviklingen i bnp for en given periode slås fast. Derfor kan opgørelsen godt blive revideret. Eksempelvis viste den første indikator for de første tre måneder af 2022, at dansk økonomi var skrumpet med 0,1 procent. Det blev senere justeret til et fald på 0,5 procent.

Frygter for løn- og prisspiral: Lars Rohde vil have strammet finanspolitikken

OECD sænker global vækstprognose

Faldende forbrug fik dansk økonomi til at skrumpe fra årets start

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også

EU-Kommissionen har fredag officielt kategoriseret Temu som en "meget stor online platform", der dermed skal leve op til en række strammere regler. | Foto: Johanna Geron/Reuters/Ritzau Scanpix

Temu kommer under skrappere EU-regler

For abonnenter