Uløst brint-spørgsmål udskyder vigtige VE-forhandlinger i EU

Helt usædvanligt, har EU-Parlamentets chefforhandler på revideringen af direktivet for vedvarende energi aflyst nye forhandlinger om direktivet for at presse Kommissionen til at lægge retsakter om grøn brint på bordet. 

Tirsdag skulle EU-Parlamentet og det svenske EU-formandskab på vegne af EU’s medlemslande have genoptaget forhandlingerne af det reviderede direktiv for vedvarende energi, som blandt andet skal sætte målet for, hvor stor en andel af EU’s energimiks, VE skal udgøre i 2030. 

Men sådan bliver det ikke. 

Markus Pieper, det tyske parlamentsmedlem fra Det Europæiske Folkepartis gruppe (EPP), der leder forhandlingerne på vegne af EU-Parlamentet, har nemlig aflyst de såkaldte trilogforhandlinger, hvor også EU-Kommissionen sidder med. Det skriver flere EU-medier, blandt andre Euractiv

Grunden er, at Kommissionen endnu ikke har fremlagt de retsakter, der skal definere kriterierne for grøn brint. 

De såkaldte delegerede retsakter har været ventet siden før jul.

Ifølge en talsmand for Kommissionen er man her i gang med at færdiggøre retsakterne, skriver nyhedsbureauet Agence Europe. 

Flere af Piepers parlamentskolleger ser dog ikke mildt på hans aflysning af forhandlingerne. 

”Er dette demokrati? Jeg NÆGTER at vedvarende energi skal tages som gidsel af luner,” tweeter det franske parlamentsmedlem Christophe Grudler, som repræsenterer den socialliberale Renew Europe-gruppe i forhandlingerne. 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også