Lars Løkke forventer at få sidste underskrift før udlevering af Shah

Der er ikke yderligere ankemuligheder efter domsafsigelsen over Shah i Dubai, siger udenrigsministeren.
Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) anser det for en formalitet at få sidste underskrift på udleveringen af den britiske forretningsmand Sanjay Shah. | Foto: Kenzo Tribouillard/AFP/Ritzau Scanpix
Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) anser det for en formalitet at få sidste underskrift på udleveringen af den britiske forretningsmand Sanjay Shah. | Foto: Kenzo Tribouillard/AFP/Ritzau Scanpix

Det bør være en formalitet at få den sidste underskrift før udleveringen af den britiske forretningsmand Sanjay Shah.

Sådan lyder det fra udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M). 

”Først og fremmest glæder det mig rigtig meget, at et intensivt arbejde hos en stribe danske myndigheder nu bærer frugt, og at denne person udleveres til Danmark.”

”Det beror jo på, at den relevante minister i De Forenede Arabiske Emirater skal skrive under. Det betragter vi - og håber, at det forholder sig sådan - som en formssag, og så vil det gå relativt hurtigt,” siger Lars Løkke Rasmussen. 

Udmeldingen kommer efter, at en domstol i Dubai mandag besluttede at efterkomme Danmarks krav om at få udleveret Shah.

Han risikerer at blive idømt en lang fængselsstraf for at have bedraget den danske statskasse for mere end ni milliarder kroner. 

Sanjay Shah nægter sig skyldig.

Har du fået en bekræftelse på, at ministeren vil skrive under?

”Nej, men vi kan forholde os til, at domstolen i Dubai uden yderligere ankemuligheder har afsagt den her kendelse. Så forstår jeg, at der er en formalitet, at en minister skal skrive under. Det må man vælge at betragte som en formalitet,” siger Lars Løkke Rasmussen til Ritzau.

Kæmper mod udlevering

Advokater for Sanjay Shah kæmper dog for at få omstødt afgørelsen. Det oplyser en advokat til Børsen tirsdag.

Advokat Chris Walters fra firmaet Meaby & Co. Solicitors oplyser til Børsen, at der tages flere skridt for at hindre, at det sker.

”Shah har instrueret sine advokater om øjeblikkeligt at sende en anmodning til den øverste chef for domstolen i Dubai om, at der udpeges et uafhængigt panel af dommere til at revidere dommen,” udtaler advokat Chris Walters ifølge Børsen.

Samtidig forsøger advokaterne at sikre, at udleveringen ikke effektueres, før panelet har talt.

Det er godt to år siden, at Retten i Glostrup afsagde kendelse om, at der var grundlag for at varetægtsfængsle Sanjay Shah og hans forretningspartner Anthony Patterson in absentia - altså uden at de er til stede.

Den danske afgørelse kom 31. marts 2021. 

I løbet af de to år har spørgsmålet om udlevering af den britiske statsborger optaget embedsmænd, advokater og dommere.

Mandag aften udtrykte justitsminister Peter Hummelgaard (S) glæde over afgørelsen, fordi den har stor principiel betydning for Danmark.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også