Privatleasing af biler i stort fald efter lettelse af afgifter

Foto: Ritzau Scanpix/Tobias Nicolai.
Foto: Ritzau Scanpix/Tobias Nicolai.

De sænkede sænkede bilafgifter og opstrammede regler for leasing satte også i juli sine spor i statistikkerne for bilsalget herhjemme.

Tal fra De Danske Bilimportører viser, at der i den varme sommermåned blev leaset 5357 personbiler, hvilket udgør 32 pct. af det totale bilsalg, mens andelen i samme periode sidste år til sammenligning lå 11 pct.point højere på 43 pct.

"Efterårets politiske aftale om bilafgifterne, hvor der dels kom en lettelse af registreringsafgiften, men også en stramning af reglerne for leasing, har uden tvivl sat sine spor," siger direktør hos De Danske Bilimportører Gunni Mikkelsen i en kommentar.

Efterårets ændringer betyder således, at leasingbiler skal betale registreringsafgift af et, gennemsnitlig set, højere beløb.

"Derfor ser vi et betydeligt fald i særligt privatleasing. Det er den modsatte tendens i forhold til traditionelt salg, hvor det går rigtig godt, og danskerne køber større og mere sikre biler."

"Vi følger udviklingen tæt, men har en forventning om, at leasing igen begynder at stige, fordi det alt andet lige er en attraktiv anskaffelsesform for mange," siger Gunni Mikkelsen.

Det samlede personbilsalg i Danmark lå i juli på 16.449 biler, hvilket var 8,2 pct. flere end i samme periode sidste år. Samlet for årets første syv måneder har bilsalget ligget på 137.199 nye personbiler, hvilket er blot er 1,3 pct. fra det meget høje niveau på 139.005 biler sidste år.

"Vores konklusion er den, at det går godt for danskerne og økonomien i samfundet. Danske forbrugere og virksomheder fortsætter med at købe lidt større biler og typisk også med mere sikkerhedsudstyr. Vi forventer, at tendensen holder de kommende måneder," siger Gunni Mikkelsen.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også