Anders Samuelsen frygter for dansk frihandel efter Trumps WTO-trussel

Det vil være skidt med et USA-farvel til WTO, for dermed piller man ved liberal verdensorden, siger udenrigsminister Anders Samuelsen (LA).
Udenrigsminister Anders Samuelsen (LA) frygter, at det vil ramme dansk eksport, hvis USA trækker sig fra WTO. | Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Udenrigsminister Anders Samuelsen (LA) frygter, at det vil ramme dansk eksport, hvis USA trækker sig fra WTO. | Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
RITZAU

Præsident Donald Trumps trussel i et tv-interview torsdag aften om at trække USA fra Verdenshandelsorganisationen (WTO) er meget bekymrende, mener udenrigsminister Anders Samuelsen (LA). 

"Vi begynder altså at pille ved kernen i den liberale og regelbaserede verdensorden. Hvis USA melder sig ud af WTO, risikerer vi at trække tæppet under hele det internationale frihandelssystem," siger udenrigsministeren.

I et interview med nyhedsbureauet Bloomberg News siger Donald Trump, at USA forlader WTO, "hvis de ikke opfører sig ordentligt". 

Præsidentens modstand og utilfredshed er ikke ny. Den har rod i en ubalance, siger han, i handlen med Kina - men også med EU.

WTO skal reformeres

Den danske udenrigsminister Anders Samuelsen er bekymret, men han er også enig med USA's præsident i dele af kritikken. 

"Europa er jo enig med USA i, at WTO skal reformeres. Vi skal se på kinesernes handelspraksis, og vi skal have adresseret de problemer, der er i Tvistbilæggelsessystemet," siger Anders Samuelsen. 

Tvistbilæggelsessystemet er en ordning under WTO til løsning af konflikter mellem medlemmerne. 

Den amerikanske handelsrepræsentant, Robert Lighthizer, har tidligere sagt, at det var en fejl, at man i 2001 optog Kina i WTO.

Torsdagens melding fra Donald Trump bekymrer også hos Dansk Erhverv. I en skriftlig kommentar hæfter chefkonsulent Michael Bremerskov Jensen sig dog ved, at USA's præsident ikke uden videre kan træffe beslutningen. 

"Det ville være meget alvorligt, hvis USA forlod WTO. Internationalt handelssamarbejde er vigtigt for Danmark. Meget af vores økonomi afhænger af, at vi har bindende aftaler og frihandel med resten af verden," siger han. 

Chefkonsulenten peger desuden på, at princippet om konsensus har forhindret WTO i at gøre noget reelt ved Kinas manglende overholdelse af forpligtelser.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også