Pape vil sikre udenlandsk arbejdskraft: Åbner for differentieret beløbsordning

Det er en mulighed at gøre det lettere for udlændinge fra visse lande at komme til Danmark for at arbejde på beløbsordningen, siger K-formand Søren Pape Poulsen. Socialdemokratiet kalder det "trættende," at blå blok vil hente arbejdskraft uden for Europa.
Søren Pape holder tale i forbindelse med Det Konservative Folkeparti holder landsråd i Tivoli Congress Center lørdag den 22. september 2018. | Foto: Bax Lindhardt/ Ritzau Scanpix 2018
Søren Pape holder tale i forbindelse med Det Konservative Folkeparti holder landsråd i Tivoli Congress Center lørdag den 22. september 2018. | Foto: Bax Lindhardt/ Ritzau Scanpix 2018
AF ANDREAS LØNSTRUP OG STEFFEN MOSES

K-formand Søren Pape Poulsen åbner for at gøre det nemmere for visse grupper af udlændinge at komme til Danmark og arbejde.

Udmeldingen kommer efter, at statsminister Lars Løkke Rasmussen i sidste uge sagde til Børsen, at han sagtens kan forestille sig, at man sænke beløbsgrænsen på beløbsordningen på en selektiv måde, så den bliver sænket målrettet for visse lande, som Danmark har stort handels- og erhvervsmæssig samkvem med.

Det bakkes lørdag op af Søren Pape Poulsen på Det Konservative Folkepartis landsråd i København.

"Det ville jeg godt kunne. Tanken kan jeg sagtens se mig selv i," siger Søren Pape Poulsen, der dog understreger, at regeringen først skal have en snak om, hvordan sådan en ordning konkret kan udformes.

Forud for de kommende politiske forhandlinger om virksomheders adgang til udenlandsk arbejdskraft er den såkaldte beløbsordning et helt centralt stridspunkt. Ordningen betyder, at udlændinge uden for EU i dag kan komme til Danmark og arbejde, hvis de tjener mere end 418.000 kr. om året.

S afviser blankt

Søren Pape Poulsen ser gerne den grænse sat ned til 325.000 om året, da han mener, at det vil åbne op for flere faglærte, som danske virksomheder i dag mangler i stor stil. Men både Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti afviser på forhånd at rykke på beløbsgrænsen.

Også forslaget om en differentieret beløbsordning bliver forkastet af Socialdemokratiet, der i weekenden er samlet til kongres i Aalborg. Her afviser partiets ordfører for social dumping, Mattias Tesfaye, blankt idéen.

"Nej, det er vi ikke åbne over for. Vi synes ikke, at almindeligt faglært arbejde skal udføres af folk uden for Europa. Det må simpelthen kunne lade sig gøre at bruge de folk, der for eksempel er kommet hertil som flygtninge, eller som har været længe på offentlig forsørgelse," siger Tesfaye og tilføjer:

"Det må være førsteprioritet. Andenprioritet må være at hente arbejdskraft fra Europa, og der har vi særligt peget på Sydeuropa."

Socialdemokratiet har blandt andet foreslået, at der oprettes fem jobcentre i Sydeuropa, der skal hjælpe danske virksomheder med at rekruttere medarbejdere. Derudover skal regeringen fokusere på den arbejdskraft, der er i Danmark, mener Tesfaye.

"Den politiske opmærksomhed bør rettes sig imod, at unge kan få en praktikplads, og at voksne kan få nogle bedre muligheder for at videreuddanne sig. Derfor kan det godt blive en smule trættende, at hver eneste gang det her skal diskuteres, så er det pakistanere, indere og kinesere, regeringen vil have til Danmark," siger den socialdemokratiske ordfører.

Der mangler nuancer i debatten

Søren Pape mener dog, at der er behov for mere udenlandsk arbejdskraft, og i sin tale til medlemmerne efterlyste K-formanden nuancer i udlændingedebatten. Han mener, at debatten forplumres af, at der ikke skelnes imellem de udlændige, der kommer til Danmark som flygtninge og migranter og dem, der kommer for at arbejde, og som tager hjem igen, når de er færdige med at arbejde. Står til Pape, skal beløbsgrænsen sænkes, men han anerkender, at der ikke er parlamentarisk grundlag for det.

"Det bliver da supersvært, fordi den politiske stemning på Christiansborg er jo ikke til en udvidelse af beløbsordningen, jeg håber da, at jeg kan blive glædeligt overrasket. Jeg mener bare hele tiden at vi skal udfordre det. Og jeg mener også, at vi skal have nogle forhandlinger her til efteråret og prøve at finde en vej," siger Søren Pape Poulsen.

"Men jeg synes jo at borgerne, danskerne de skal vide, at Christiansborg ikke bare er en stor gryde, hvor alle partierne mener det samme. Vi mener jo noget forskelligt," siger Søren Pape Poulsen.

Ved Dansk Industris topmøde i sidste uge, lagde Lars Løkke Rasmussen ligeledes op til at gøre det nemmere for danske virksomheder at rekruttere udenlandsk arbejdskraft.

Konkret vil statsministeren gøre op med kravet om, at udenlandske medarbejdere på beløbsordningen skal have dansk bankkonto og samtidig lægger statsministeren op til et eftersyn af beløbsordningen, hvor han vil udvide positivlisten over de stillingsbetegnelser, virksomheder må rekruttere til.

"Det synes jeg giver rigtigt god mening, og det er vi fuldstændigt enige i," siger Søren Pape Poulsen. 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også