Grøn slåskamp efter åbningstale: Løkke er en hykler og S er desperat

Det er hykleri, når statsministeren i sin åbningstale udstikker "en stor ambition" om at udfase benzin- og dieselbiler i 2030, mens regeringen samtidig lemper sorte bilafgifter, mener Socialdemokratiet. Det er et desperat angreb, lyder det fra V.
Foto: Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix
Foto: Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix

Socialdemokratiet har ikke meget til overs for statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) ambition om, at hver eneste nye bil, der bliver solgt i Danmark i 2030, skal være grøn.

Statsministeren lancerede ambitionen i sin åbningstale i Folketinget tirsdag, hvor han sagde, at der i 2030 skal være "over én million hybrid-, el- eller tilsvarende grønne biler i Danmark."

"Det er en stor ambition. Som ikke bliver let at nå. Men netop derfor skal vi forsøge," sagde Lars Løkke.

Men Socialdemokratiet giver ikke meget for statsministerens store ambitioner.

"Det er hyklerisk, at den her regering tre gange har sat prisen ned på gammeldags biler, som belaster klimaet. Nu er Løkke så af strategiske årsager på grund af det kommende valg pludselig blevet grøn. Men det klinger hult," siger Jens Joel, klimaordfører (S), til PolicyWatch.

Regeringen har sænket bilafgiften tre gange, senest for et år siden, hvor registreringsafgiften blev sænket fra 105 pct. til 85 pct. for de første 185.000 kr. af bilens pris. Det har især gjort større familiebiler billigere, og i dag kører der flere benzinslugere rundt på vejene.

S afviser at hæve bilafgifter

Socialdemokratiet har gravet sig ned i Danmarks Statistik og fundet ud af, at nye biler, som er solgt i perioden december 2017 til august i år kører 3,4 pct. færre kilometer på literen sammenlignet med perioden før regeringens afgiftsændringer.

Jens Joel, hvis det er så hyklerisk at sænke registreringsafgiften samtidig med, at man har grønne ambitioner, er I vel klar til rulle afgiftssænkningerne tilbage?

"Det er ikke det, der er det centrale, og det vil ikke løse problemet, for vi kan ikke ændre på, at afgiftssænkningen allerede belaster klimaet."

Men I kan vel godt ændre på det fremadrettet, hvis I får regeringsmagten. Så er det ikke også hyklerisk af jer, at I klager over Løkkes hykleri uden at ville tilbagerulle afgiftssænkningerne?

"Det, vi er klar til, er at fremme udbredelsen af grønne biler. Og vi har endnu ikke set nogen konkrete forslag til, hvordan Løkke har tænkt sig at nå målet i 2030."

S vil blandt andet annullere den planlagte stigning af afgiften på elbiler til nytår, give skattefordele, hvis man vælger en grøn firmabil og give statstilskud til udbredelsen af ladestandere.

V: Jens Joel er desperat

I Venstre kalder klimaordfører Thomas Danielsen kritikken fra S for "desperat."

Er du enig I, at I er nogle hyklere, når I sænker afgifter samtidig med, at I vil fremme elbiler?

"Nej. Jeg tror, Jens Joel er desperat, for vi er mere grønne end dem," siger Thomas Danielsen og tilføjer:

"Vi kommer med et konkret elbiludspil i næste uge som en del af klimaudspillet."

Hvad kommer det udspil til konkret at indeholde af initiativer?

"Det kan jeg ikke sige noget om endnu. Men det bliver bredt, for der er mange håndtag, vi vil tage fat i. Der er både noget i forhold til bedre rammevilkår, der skal sikre, at almindelige danskere også kan købe en elbil. Og så har vi set på, hvad andre lande gør, hvor man for eksempel i Norge giver elbiler mulighed for at køre i busbanen," siger Thomas Danielsen.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også