Regeringen og DF: Skattegevinst skal få ældre til at arbejde mere

Dansk Folkeparti vil som en del af finanslovforhandlingerne give ældre på arbejdsmarkedet en økonomisk gulerod, så de ikke mister incitament til at arbejde på grund af det såkaldte samspilsproblem. Finansminister Kristian Jensen er frisk på idéen.
Finansordfører René Christensen (DF) og finansminister Kristian Jensen (V) vil give en skattegevinst til ældre i forbindelse med finansloven, så de vil arbejde mere. | Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Finansordfører René Christensen (DF) og finansminister Kristian Jensen (V) vil give en skattegevinst til ældre i forbindelse med finansloven, så de vil arbejde mere. | Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Folk på kanten af pensionsalderen kan med god sandsynlighed se frem til at få en økonomisk gulerod, når regeringen i løbet af de kommende uger efter planen kan præsentere en finanslov for 2019 med Dansk Folkeparti.

I hvert fald er både finansminister Kristian Jensen (V) og Dansk Folkeparti lune på at give en form for skattegevinst til ældre, hvis de tager en tjans mere på arbjedsmarkedet i stedet for at lade sig pensionere.

Den økonomiske gevinst skal modgå det såkaldte samspilsproblem, der martrer det danske pensionssystem, fordi modregningsregler i folkepensionen betyder, at det for mange ældre ikke kan betale sig rent økonomisk at arbejde i stedet for at ligge hjemme på divanen eller male sommerhuset.

Vil øge arbejdsudbuddet

Samtidig vil den politiske skatteøvelse få arbejdsudbuddet til at stige, hvilket kan være med til at sikre mere arbejdskraft til de danske virksomheder.

"Jeg ønsker, at vi skal gøre noget for at gøre det mere attraktivt at arbejde. Bl.a. ved at kigge på de modregningsregler og skatteregler, der er, hvis man arbejder samtidig med, at man modtager folkepension. Der er en mulighed for at gøre det mere attraktivt for folk at vælge at blive på arbejdsmarkedet," sagde Kristian Jensen i Folketingssalen i onsdags.

Her var finansministeren indkaldt til at svare på spørgsmål fra Erik Christensen, der er medlem af Folketinget for Socialdemokratiet og bl.a. medlem af Finansudvalget.

Erik Christensen ville gerne vide, om Kristian Jensen var enig med beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V), der i et interview med PolicyWatch har sagt, at "jeg er overbevist om, at efter et folketingsvalg, tror jeg, der kan være nogle politiske vinde, der er anderledes, end de er i øjeblikket. Og så må man jo tage initiativer efter et folketingsvalg, der kan øge arbejdsudbuddet."

Men ifølge PolicyWatchs oplysninger er Kristian Jensen åben for at gøre det mere attraktivt for ældre at arbejde ved at kigge på skattereglerne allerede i denne valgperiode i forbindelse med finanslovforhandlingerne.

"De (folk tæt på pensionsalderen, red.) er med til at gøre Danmark rigt og velstående, selvom de har nået pensionsalderen. Det kan vi understøtte, hvis vi er med til at sikre, at reglerne betyder, at man kan beholde lidt mere af det, man tjener til sig selv," lød det onsdag fra Kristian Jensen i Folketingssalen.

DF bekræfter forhandlinger

Selvom forslaget om at ændre skattereglerne for pensionsmodne danskere på arbejdsmarkedet ikke er en del af regeringens finanslovsudspil, kan det blive en realitet allerede i år. Det skyldes, at Dansk Folkeparti ønsker at gøre det mere attraktivt for folk over pensionsalderen at arbejde mere.

René Christensen, finansordfører for Dansk Folkeparti, bekræfter, at regeringen og DF forhandler om emnet.

I dag kan folk over pensionsalderen tjene 60.000 kr. om året, uden at de bliver modregnet i deres pension. Helt konkret kigger partierne bl.a. på, om dette beløb kan hæves, så pensionsmodne danskere kan arbejde endnu mere, uden de bliver straffet økonomisk på grund af samspilsproblemet.

"Vi har spurgt til, hvad der sker, hvis man hæver grænsen på 60.000 kr. til 100.000 kr. eller 125.000 kr. Altså hvad sker der, hvis man skruer op for det blus," siger René Christensen til PolicyWatch og fortsætter:

"Vi har også spurgt ind til, hvad der sker, hvis folk ligger på en grænse og arbejder fuldtid. Kan vi give dem en bonus, så de udskyder pensionen. Der er jo brug for de her folk. Virksomhederne vil gerne beholde dem, og der er også nogle ældre, der gerne vil fortsætte med at arbejde. Så hvis vi ikke kigger på det nu, hvornår skulle vi så gøre det."

Selvfølgelig skal der være en gevinst ved at arbejde

René Christensen understreger, at forhandlingerne ikke er færdige endnu, og man derfor ikke har lagt sig fast på en endelig løsning.

Han påpeger også, at forhandlingerne som udgangspunkt vil munde ud i et øget arbejdsudbud på under 1000 personer, og at det vil koste mindre end et milliardbeløb for statskassen at gennemføre de forslag, som DF ønsker.

"Det giver en lille smule arbejdsudbud, men det er ikke meget. Set både med vores briller, og formentlig også regeringens briller, er det her sund fornuft. Vi er i en højkonjunktur, og så skal vi benytte de ressourcer, der er. De ældre er også en ressource, men de vil ikke arbejde for deres blå øjnes skyld. Det skal de heller ikke – selvfølgelig skal der være en gevinst ved at fortsætte på arbejdsmarkedet," siger René Christensen.

Hjælper dem over pensionsalderen

I februar i år landede regeringen og Dansk Folkeparti en aftale, der skulle gøre det mere attraktivt at spare op til pension og dermed være med til at løse samspilsproblemet.

Dengang sagde finansminister Kristian Jensen, at  "jeg tør godt sige, at vi har løst samspilsproblemet."

Men med de nye forhandlinger i forbindelse med finansloven for 2019 ser det altså ud til, at samspilsproblemet stadig ikke er løst helt. De nye forhandlinger drejer sig primært om at løse samspilsproblemet for dem, der allerede nu er over pensionsalderen, mens aftalen fra februar skulle løse problemer for dem, der endnu ikke har ramt pensionsalderen.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også