S om nytårstale: Regeringen er kørt fast

Oppositionen skyder på statsministeren for at mangle ambitioner og handlekraft efter nytårstale.
Både Nicolai Wammen (S) og Pernille Skipper (EL) savner svar fra Lars Løkke Rasmussen (V) i nytårstalen. | Foto: Asger Ladefoged/Ritzau Scanpix
Både Nicolai Wammen (S) og Pernille Skipper (EL) savner svar fra Lars Løkke Rasmussen (V) i nytårstalen. | Foto: Asger Ladefoged/Ritzau Scanpix
AF RITZAU

Hvidvask, bankskandaler, stressede børn og svindel med udbytteskat.

Hos rød blok i Folketinget hæfter de politiske topfigurer sig mest ved alt det, som statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) ikke kom ind på i sin nytårstale tirsdag aften.

"Talen viser, at regeringen er kørt fast. Ingen visioner, ingen vilje," lyder dommen fra politisk ordfører Nicolai Wammen (S).

"Det eneste, regeringen har tilbage, er en sundhedsreform, som vi frygter vil føre til mere centralisering og usikkerhed."

"Havde man håbet på handling og ambitioner, når det gælder en større indsats for klimaet, efterlades man slemt skuffet," mener Wammen.

Hvad med banksektoren?

Enhedslistens Pernille Skipper hæfter sig ved, at Løkke ikke nævnte skandalerne i banksektoren.

"Det er jo helt vildt," udtaler hun i en skriftlig kommentar. 

"2018 var året, hvor hvidvask-skandalen i Danske Bank væltede ud af skabet, og hvor det blev afsløret, at den økonomiske elite i bank- og finansverdenen systematisk har svindlet den danske og mange andre landes statskasser. Det lader han passere."

SF's formand, Pia Olsen Dyhr, kalder talen "hyggelig". Men hun mener, at den er fuldstændig blottet for løsninger på tidens problemer.

"Hvor er det politiske mod, der skal skabe håb om, at vi kan få kloden væk fra katastrofekursen? Rigtig mange danskere forventer mere end flotte ord og et grønt slips," udtaler hun i en skriftlig kommentar.

Alternativets politiske leder, Uffe Elbæk, roser på Twitter talen for at have fokus på klima og internationalt samarbejde.

"Bare ærgerligt at regeringens politik alt for ofte undergraver det selv samme internationale samarbejde og udsyn," tilføjer han.

De Radikales leder, Morten Østergaard, kalder statsministerens ord om klima, åbenhed og optimisme for "forsiden af medaljen".

"Bagsiden er, at ordene i årets andre 364 dage bliver til handlingslammelse eller symbolpolitik, fordi Dansk Folkeparti bestemmer," mener Østergaard.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også