Løhde: Nogle offentlige ledere skal afskediges hurtigere

Innovationsminister Sophie Løhde mener, at offentlige ledere skal blive bedre til at rose deres medarbejdere.
Sophie Løhde. | Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Sophie Løhde. | Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
AF RITZAU

Der er mange dygtige ledere i den offentlige sektor. Men for mange får lov til at blive siddende i for lang tid, selv om de ikke er dygtige nok. 

Det mener minister for offentlig innovation Sophie Løhde (V), som onsdag præsenterede VLAK-regeringens udspil til en ledelses- og kompetencereform i den offentlige sektor. 

Spørgsmål: Er der for mange ledere i den offentlige sektor, som får lov til at blive på deres poster, selv om de egentlig ikke er dygtige nok?

"Vi har sindssygt mange knalddygtige offentlige ledere i Danmark, som jeg gerne i den grad vil give et kæmpe skulderklap og ros for deres fantastiske indsats for hver dag at engagere og motivere medarbejdere i den offentlige sektor," siger Sophie Løhde.

"Men vi har også ledere, som ikke nødvendigvis er ledere, fordi de er blevet udnævnt til at være det. De findes også i den private sektor."

"Vi kan se på Ledelseskommissionens undersøgelser, at der i den offentlige sektor måske er en berøringsangst for at afskedige ledere, der ikke præsterer." 

"Dér skal vi være bedre til at sige, at ledere, der ikke leverer og dermed i sidste ende ikke egner sig til at være ledere, de skal ikke fortsætte med at være det," siger hun. 

Ledelseskommissionen, som regeringen har nedsat, har i en række anbefalinger peget på forbedringsmuligheder for ledere i den offentlige sektor. 

Det fremgår blandt andet af anbefalingerne, at mange medarbejdere oplever, at deres leder ikke inddrager dem nok i arbejdet, og at lederen heller ikke påskønner deres arbejde. 

"Det skal blive bedre," siger Sophie Løhde. 

"Der er medarbejdere, der ikke føler, at der bliver sat pris på arbejdet, og at man får anerkendelse for sit arbejde i den offentlige sektor. Det skal vi simpelthen blive bedre til."

"Vi skal vise vores ledere tillid, men vi skal også i høj grad vise opbakning og tillid til vores medarbejdere." 

"Der er et kolossalt ledelsesmæssigt ansvar, som også har stor betydning for ledelseskvaliteten i den offentlige sektor," siger innovationsministeren. 

Regeringen kommer i udspillet med 22 initiativer og 27 anbefalinger, der skal opkvalificere lederne, herunder evaluering af ledere samt en motivationsundersøgelse blandt ledere og medarbejdere. 

/ritzau/

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også