V og S: Radikales forslag om særlig seniorpension duer ikke

Venstre vil hellere forbedre seniorførtidspensionen end at lave en seniorpension, som De Radikale foreslår.
Hans Andersen, beskæftigelsesordfører for Venstre, støtter ikke De Radikales pensionsforslag. | Foto: Ritzau Scanpix/Philip Davali
Hans Andersen, beskæftigelsesordfører for Venstre, støtter ikke De Radikales pensionsforslag. | Foto: Ritzau Scanpix/Philip Davali
AF RITZAU

De Radikales forslag om at indføre en seniorpension for særligt nedslidte får en kølig modtagelse hos VLAK-regeringens største parti, Venstre.

"Vi støtter ikke De Radikales forslag om at hæve folkepensionsalderen yderligere, ud over det vi har aftalt med De Radikale tilbage i 2011," siger Hans Andersen, der er beskæftigelsesordfører hos Venstre. 

Også det største parti i oppositionen, Socialdemokratiet, afviser forslaget.

I 2011 lavede den daværende VK-regering sammen med De Radikale og Dansk Folkeparti en tilbagetrækningsreform.

Her indgik blandt andet en seniorførtidspension, som stadig er gældende. 

De Radikale foreslår, at man indfører en seniorpension som erstatning for den nuværende seniorførtidspension.

Den nye ordning skal fortsat omfatte personer, der har højst fem år til pensionsalderen, og som har fået dokumenteret varigt og betydeligt tab af arbejdsevne.

Til gengæld vil der ikke være krav om arbejdsprøvning, ligesom nedslidte automatisk vil have ret til et fleksjob eller et ressourceforløb.

Betales af højere pensionsalder

Ekstraregningen skal finansieres ved, at man indfaser den aftalte stigning i folkepensions- og efterlønsalderen fra 67 til 67,5 år et halvt år tidligere. 

"Vi mener ikke, at det er en brugbar løsning og finansieringsmodel at hæve pensionsalderen hurtigere end det, der er aftalt," siger Hans Andersen. 

De Radikales forventning er, at en ordning med seniorpension vil komme til at omfatte 1000 personer årligt. 

Den nuværende seniorførtidspension er indtil videre kun blevet benyttet af 1287 personer i løbet af de fire år, den har eksisteret.

Venstre mener, at man skal arbejde for at få den eksisterende ordning til at fungere bedre. 

Hans Andersen peger på, at det er meget forskelligt fra kommune til kommune, hvor mange mennesker der bliver en del af ordningen med seniorførtidspension.

"Vi skal hjælpe mennesker, der er nedslidte og ikke kan arbejde, bedre end i dag," siger han. 

S: Helt forkert vej

Socialdemokratiets politiske ordfører, Nicolai Wammen, mener, at De Radikales forslag ikke løser problemerne, fordi ordningen "kun vil hjælpe cirka 1000 mennesker om året". 

"Og samtidig skal det betales ved, at man sætter pensionsalderen i vejret for langt de fleste danskere."

"Det er en helt forkert vej at gå, at sygeplejersken, folkeskolelæreren og elektrikeren skal være et halvt år længere på arbejdsmarkedet, for at man kan betale for det radikale forslag. Det kan vi ikke bakke op om," siger Nicolai Wammen. 

Socialdemokratiet fremlagde i sidste uge et pensionsudspil. 

Det indeholder blandt andet et element med differentieret pensionsalder, så de mest nedslidte kan trække sig tidligere tilbage fra arbejdsmarkedet. 

Dansk Folkeparti bakker op om det forslag. 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også