Søren Pape: "Hvordan i himlens navn skal differentieret pensionsalder nogensinde kunne lade sig gøre?"

Den konservative partiformand afviser Socialdemokratiets forslag om lavere pensionsalder for nedslidte danskere. Han mener ikke, at forslaget kan lade sig gøre i praksis.
De Konservatives formand, Søren Pape Poulsen, mener ikke, at en differentieret pensionsalder kan lade sig gøre i praksis. | Foto: Ritzau Scanpix/Jens Dresling
De Konservatives formand, Søren Pape Poulsen, mener ikke, at en differentieret pensionsalder kan lade sig gøre i praksis. | Foto: Ritzau Scanpix/Jens Dresling

Det er vigtigt at tage hånd om nedslidte danskere, men det skal ikke ske ved at indføre flere forskellige pensionsaldre, alt efter hvor længe man har været på arbejdsmarkedet.

Sådan lyder det fra De Konservatives formand, Søren Pape Poulsen, i et interview med Avisen.dk.

"For hvordan i himlens navn skal differentieret pensionsalder nogensinde kunne lade sig gøre," spørger K-formanden.

Søren Pape Poulsen stikker dermed lappen ind i en politisk hvepserede, som er blevet bygget op af Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, og siden udvidet af Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl.

Mette Frederiksen foreslog nemlig i sidste uge at indføre differentieret pensionsalder. Det skal ske for at give danskere, der er startet tidligt på arbejdsmarkedet og dermed risikerer at være nedslidt, før pensionsalderen er nået, mulighed for at gå tidligere på pension.

Forslaget blev først taget imod med tøven fra Dansk Folkeparti, men i onsdags bakkede Kristian Thulesen Dahl pludseligt fuldtonet op om Socialdemokratiets plan.

Det fik statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) til at sige, at regeringen "selvfølgelig" vil lytte til gode forslag om, hvordan man kan sikre en værdig afsked med arbejdsmarkedet for nedslidte danskere.

Søren Pape Poulsen siger til Avisen.dk, at hvis der er problemer med nedslidning, så er det ikke et "pensionsproblem," men et problem omkring arbejdsmiljø, som han gerne vil snakke med arbejdsmarkedets parter om, hvordan det kan løses.

Det forventes, at regeringen med beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) i spidsen vil facilitere nogle møder, hvor partier kan komme med indspark til, hvordan en differentieret pensionsalder kan se ud, eller om eventuelle problemer med nedslidning kan løses via andre greb.

Lars Løkke Rasmussen har betonet, at man muligvis kan skrue på den såkaldte seniorførtidspension i jagten på at løse nedslidningsproblemer.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også