PolicyWatch

Politisk flertal vil lukke smutvej til vælgererklæringer

Partier kan i dag omgå regel om ventetid i forhold til vælgererklæringer. Partier vil stoppe smuthullet.

Klaus Riskær er en af dem, der har bøjet reglerne i jagten på vælgererklæringer. | Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Et politisk flertal på Christiansborg vil lukke et smuthul i valgreglerne, som gør det muligt for partier, der forsøger at komme i Folketinget, at omgå regler i jagten på vælgererklæringer.

Det skriver Jyllands-Posten.

Smuthullet består i, at partier, der indsamler vælgererklæringer, kan omgå den såkaldte eftertænksomhedsperiode.

Den fastslår, at der skal gå syv dage, fra en borger første gang siger ja til at give sin underskrift til et parti, til at støtten endeligt bekræftes.

Ifølge avisen har partiet Klaus Riskær Pedersen og Stram Kurs dog kortsluttet den proces, så støtterne kan skrive under digitalt med deres NemID med det samme.

V, S og DF vil lukke finten

Men et politisk flertal i Folketinget vil ikke finde sig i, at partier kan udnytte smuthuller.

Ifølge Jyllands-Posten er der opbakning fra både Venstre, Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti til at lukke finten.

"Det kommer ikke bag på mig, at lige præcis Klaus Riskær er en tand for smart. Når vi har med politiske partier, der ønsker at sidde i Folketinget, at gøre, så burde det ikke være nødvendigt at true med bål og brand."

"Så burde de kunne finde ud af at overholde reglerne," siger Venstres kommunalordfører, Jan E. Jørgensen, til avisen.

Valgreglerne giver ikke mulighed for at sanktionere partierne, der bryder reglen om syv dages eftertænksomhed. Men det skal der laves om på, lyder det.

"Til min egen overraskelse er der ikke nogen sanktioner i dag, hvis man bryder reglerne, og det synes jeg, er uforståeligt," siger kommunalordfører Magnus Heunicke (S) til Ritzau.

Økonomi- og indenrigsministeriet har flere gange bedt Stram Kurs og Klaus Riskær Pedersen om at stoppe. Det viser breve, som Jyllands-Posten har fået aktindsigt i. Men begge partier er fortsat.

For Klaus Riskær Pedersen er de syv dages ventetid ifølge Jyllands-Posten blot "en snubletråd". Det skriver han i den mail, han nu – efter flere irettesættelser fra ministeriet – er begyndt at sende til stillere, der ønsker at støtte hans vej mod Folketinget.

"Indenrigsministeriets bekendtgørelse kræver en ”eftertænksomhedsperiode” på syv dage, som politikerne mener, du skal beskyttes af."

"Det er selvfølgelig en snubletråd, for os der vil i gang, så vi sender dig et link om 7 hhv. 14 dage, så du husker at få det gjort," lyder det fra Riskær ifølge avisen.

Han lover nu at vente syv dage med at sende det endelige godkendelseslink.

Stram Kurs er ikke vendt tilbage på Jyllands-Postens henvendelser.

Mere fra PolicyWatch

Dansk minister vil have mere omfattende krav til soja-dokumentation

Mens EU er på vej om krav om satellit- og GPS-dokumentation på importeret soja at mindske afskovning, er regeringen nu allerede klar til at gå endnu længere. Om få år kan man forhåbentlig også knytte krav til påvirkning af andre økosystemer, siger Lea Wermelin (S) til AgriWatch.

Nye danske gasprojekter gemmer sig under overfladen

Total Energies har allerede annonceret – men udskudt – planer om at udvikle Valdemar Bo Syd og Halfdan Nord. Efter dem ligger også en række andre danske projekter klar i pipelinen, som analysehuset Rystad forventer investeringer i for flere milliarder kroner frem mod 2030.

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

Watch job

Se flere jobs

Se flere jobs

Seneste nyt fra Watch Medier