PolicyWatch

S: Venstre må have en skuffeplan for topskattelettelser

Venstre vil ikke stille vælgerne lavere skat i udsigt. Den melding har Socialdemokratiet ikke tillid til.

Politisk ordfører Nicolai Wammen (S) | Foto: Ritzau Scanpix/Jens Dresling

Opdateret kl. 20.00

Socialdemokratiet er overbevist om, at Venstre har en plan for topskattelettelser, som partiet vil hive frem efter valget, hvis Lars Løkke Rasmussen (V) fortsætter som statsminister.

Det siger politisk ordfører Nicolai Wammen (S):

"Vi tror, at de har en skuffeplan liggende. Det første, som Lars Løkke Rasmussen gjorde, efter at han blev statsminister, var at foreslå at sænke topskatten for dem, der tjener allermest. Til gengæld skulle alle – også dem der ikke fik glæde af topskattelettelser – blive længere på arbejdsmarkedet."

I et interview med Ritzau slår skatteminister Karsten Lauritzen (V) fast, at Venstre ikke går til valg på skattelettelser.

Sagen er, forklarer skatteministeren, at der ikke er flertal i Folketinget for at lette skatten. Derfor vil Venstre ikke stille vælgerne lavere skat i udsigt.

Skatteordfører i Venstre, Louise Schack Elholm, afviser Socialdemokratiets mistanke om, at Venstre skulle have en plan for topskattelettelser liggende.

Hun kalder det "uhæderligt, at Socialdemokratiet begynder at sprede falsummer om Venstres politik".

"Vi har tydeligt sagt, skatteministeren har sagt, og jeg sagde også selv i sidste uge, at Venstre har ingen planer om skattelettelser. Vi vil have fokus på et stærkt velfærd og sikre god sundhedsservice til alle," siger hun.

"Og skulle der blive råd til skattelettelser, så vil vi prioritere dem for de laveste lønindkomster."

Nicolai Wammen siger ligeledes helt klart, at hans parti ikke går ind for topskattelettelser. Så hvorfor tager partiet ikke godt imod Karsten Lauritzens og Venstres udmelding?

"Jeg har ikke spor tillid til, at Venstre på den anden side af valgdatoen vil have det synspunkt," siger Nicolai Wammen.

Skatteministeren siger til Ritzau, at vælgerne skal forvente, at de skattelettelser, som allerede er vedtaget, og som regeringen har planlagt at gennemføre sammen med Dansk Folkeparti, selvfølgelig bliver til noget.

Hvis Socialdemokratiet bliver regeringsparti, er der så skattelettelser, I vil aflyse?

"Vi vil blandt andet afskaffe topskatterabatten for kapitalindkomst og tilbagerulle skattelettelsen på høje aktieindkomster. Og så vil vi ikke forhøje investorfradraget og aktiesparekontoen, som regeringen ellers har lagt op til," siger Nicolai Wammen.

Mere fra PolicyWatch

Lokale internetmedier ærgrer sig over lang udsigt til mediestøtte-revision

Den nye pulje på 50 mio. kr. øremærket lokale medier og ugeaviser er ”lige i underkanten”, mener Foreningen af lokale, fritstående, journalistiske internetmedier, der dog overordnet er tilfreds med medieaftalen. Foreningen retter kritik af, at aftalepartierne skubber en revidering af mediestøtten flere år frem.

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

PolicyWatch job

Se flere jobs

Se flere jobs

Watch job

Se flere jobs

Se flere jobs

Seneste nyt fra Watch Medier