Fagbevægelsen vil give virksomheder ny milliardfond i ryggen

Fagbevægelsens Hovedorganisation vil have statslig investeringsfond, der skal skabe fremtidens virksomheder.
Lizette Risgaard, formand for FH.
Lizette Risgaard, formand for FH.
AF RITZAU

Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH) vil have mangedoblet investeringer i danske virksomheder. 

Det skal ske med en ny statslig fond, der har betydeligt flere muskler at spille med end Vækstfonden, hvor staten i dag stiller risikovillig kapital til rådighed for virksomhederne.

Det skriver Jyllands-Posten.

Lizette Risgaard, formand for FH, mener, at Danmark risikerer at tabe konkurrencen om at skabe fremtidens virksomheder, fordi andre lande investerer væsentligt mere.

Hun understreger, at erhvervslivets rammevilkår er en sag for fagbevægelsen.

"Som fagbevægelse har vi et ansvar for at være med til at sikre de rammevilkår for erhvervslivet, som kan give os fremtidens arbejdspladser," siger Lizette Risgaard til Jyllands-Posten.

Hun vil ikke sætte beløb på, hvor stor den nye fond skal være. 

Men Risgaard henviser til, at Vækstfonden i dag har aktiver for 0,5 procent af det danske bruttonationalprodukt (bnp). Eksempelvis Tyskland har fonden KfW med aktiver på 14 procent af det tyske bnp.

En ny fond skal med garantier fra den danske stat i ryggen hente kapital på det internationale lånemarked. Dermed får de danske skatteydere regningen, hvis investeringerne fejler.

Omvendt er der penge at hente på en succes. 

Lizette Risgaard understreger, at fonden ikke skal investere i hvad som helst. Den skal sætte retningen med investeringer i industrier som miljø, klima, digitalisering og sundhedsteknologi.

Ifølge Jyllands-Posten tager både Venstre og Socialdemokratiet godt imod fagbevægelsens forslag.

"Vi er altid positive over for idéer, der sikrer flere investeringer i danske virksomheder. Vi er glade for, at FH har meldt sig ind i kampen. Og vi ser frem til at se, hvordan forslaget konkret er skruet sammen," siger erhvervsordfører Torsten Schack Pedersen (V).

FH holder mandag konference, hvor et af hovedemnerne er "tålmodige og langsigtede investeringer i Danmark". 

Både statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) og Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, er på talerlisten mandag.

/ritzau/

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også