Flertal af danskerne vil give tidlig pension til nedslidte

Der er bred opbakning blandt danskerne til at finde en løsning, så nedslidte mennesker kan gå tidligt på pension. Det viser en rundspørge, som analysehuset Greens har lavet for Børsen.
73 pct. af de adspurgte mener, at differentieret pension skal være muligt, som Socialdemokratiet har foreslået.
Når de bliver spurgt om, hvordan det skal udmønte sig, siger 56 pct., at det skal bero på en lægefaglig vurdering, ligesom i det forlig, regeringen har indgået med Dansk Folkeparti og Radikale Venstre. Til gengæld siger 34 pct., at det skal være en rettighed, mens 23 pct. siger "Ved ikke/Vil ikke svare".
"Vi fastholder, at der er behov for en egentlig rettighed, der bygger på objektive kriterier, og at man ikke skal til lægen for at have muligheden for at trække sig tidligt tilbage," siger socialdemokraternes beskæftigelsesordfører, Mattias Tesfaye, til avisen og fastholder dermed partiets holdning om, at det skal være en rettighed for visse faggrupper.