Skatteminister Karsten Lauritzen (V) blev allerede i 2016 gjort opmærksom på problemer med mangelfulde opkrævninger af boligskatter. To år før det kom frem, i december 2018, at 1200 boligejere havde undgået at betale ejendomsværdiskat i op til ti år.
Det skriver Berlingske, som har fået aktindsigt i dokumenter, der viser, at ministeren 13. marts 2016 blev forelagt af sine embedsmænd, at der var problemer med det såkaldte styresignal, der fastlægger betingelserne for genoptagelse af sager med fejlagtige ejendomsvurderinger.
Karsten Lauritzen siger til avisen, at embedsmændene dengang oplyste, at man havde fundet en løsning på problemet. Han understreger, at han ikke særskilt blev forelagt problemstillingen om nulskat for visse boligejere.
"Når jeg ikke orienterer Folketinget, så er det, fordi det er en orienteringssag til mig, hvor man siger, at vi har et problem, men det har vi fundet en god løsning på. Så burde alt jo være godt. Problemet med forelæggelsen er, at den løsning, man regnede med at kunne bruge til at løse problemet, viste sig ikke at være mulig. Det, er jeg naturligvis utilfreds med, først rammer mig i december 2018," siger han til Berlingske.
Skatteministerens håndtering af sagen møder kritik på Christiansborg fra Socialdemokratiet og Enhedslistens skatteordførere, som Berlingske har talt med.
Denne artikel er leveret af PolicyWatchs søstermedie EjendomsWatch.