Partiledere strides om at finde penge til velfærd

I den sidste debat inden valget kommer partilederne med meget forskellige bud på, hvor de vil finde penge.
Partilederne var samlet tirsdag aften på TV2. | Foto: Ritzau Scanpix/Mads Claus Rasmussen
Partilederne var samlet tirsdag aften på TV2. | Foto: Ritzau Scanpix/Mads Claus Rasmussen
AF RITZAU

De røde partier vil groft sagt øge skatter og afgifter for at sikre fremtidens velfærd, mens de blå peger på en stram udlændingepolitik og at lade flere udlændinge komme til landet for at arbejde.

Det fremgår af den sidste partilederdebat, der tirsdag aften sendes på TV2 dagen før valgdagen onsdag.

"Vi har glemt, at der er en, der skal bage brødet," siger statsminister Lars Løkke Rasmussen (V).

"Det bekymrer mig med en rød regering, som vil tage farve af den yderste venstrefløj, for Mette Frederiksen lægger fra land med at rulle ting baglæns, som er godt."

Løkke peger på, at der kan komme flere penge i statskassen ved et investorfradrag, aktiesparekonto og et talentprogram, der skal byde talenter velkommen.

Næsthøjeste skattetryk

Nye Borgerliges formand, Pernille Vermund, peger på, at Danmark har verdens næsthøjeste skattetryk ifølge den økonomiske samarbejdsorganisation OECD.

"De røde får det til at lyde, som om man kan løfte et gulvtæppe, og så finder man penge der."

"Jeg tror ikke, at der er nogen her, der vil acceptere, at vi om fem år skal have et lavere niveau af sundhed, fordi vi ikke har råd," siger hun.

Mette Frederiksen peger på, at bankerne skal betale mere for den fremtidige velfærd. 

"For det første vil vi gerne bede bankerne yde et større samfundsbidrag, de skal udvise større samfundssind," siger hun.

Hun er ikke bange for, at den endelige regning havner hos forbrugerne.

"Det kunne være efter hvidvaskskandaler, at man skal vise et ordentligt hensyn til det omkringliggende samfund," siger Mette Frederiksen.

Desuden peger S-lederen på, at der er mange penge at hente ved at rette op på problemerne i skattevæsnet eller ved at indføre en arveafgift.

Og de indvandrerkvinder, der er kommet til Danmark, skal bidrage noget mere.

Løber Pape koldt ned ad ryggen

Partiformand Søren Pape Poulsen (K) siger, at "det løber ham koldt ned ad ryggen ved tanken om, hvad der kan ske efter i morgen". Han henviser til hårdere beskatning af familievirksomheder.

"Man kan ikke beskatte sig til velfærd."

"Jeg forstår ikke logikken i, at en virksomhed, der går fra en generation til en anden, skal betale mere skat i stedet for at lade pengene blive i virksomheden, der kan investere dem," siger Pape.

Alternativets partileder, Uffe Elbæk, peger på en klimaafgift.

"Alt vi køber, skal svare til det klimaaftryk, varen sætter. Et kilo rødt kød skal koste 17 kroner mere," siger han.

Desuden peger han på skat på finansielle transaktioner, mere skat på arv og formue og at fremrykke beskatning af pensionsindbetalinger.

Enhedslistens politiske leder, Pernille Skipper, peger eksempelvis på at hæve selskabsskatten til 25 procent.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også