Kristendemokraterne var under 200 stemmer fra Folketinget

Bare 189 stemmer adskilte Kristendemokraterne og De Radikale i kamp om kredsmandat i Vestjyllands Storkreds.
AF RITZAU

Det ser ikke ud til, at Kristendemokraterne kommer ind i Folketinget denne gang - heller ikke med et kredsmandat.

Kristendemokraterne ligger på landsplan lige under spærregrænsen i prognoserne. Grænsen er to procent.

Partiet har håbet på at kunne samlet stemmer nok til et kredsmandat i Vestjyllands Storkreds, der så alligevel kunne sende partiet i Folketinget.

Men det er ikke sket. 

Med stemmerne talt op i storkredsen står det klart, at Kristendemokraterne ikke får et kredsmandat.

Det var dog tæt på. Ifølge Danmarks Statistik er det nemlig kun 189 stemmer, som adskiller De Radikale og Kristendemokraterne i kredsen. Kristendemokraterne får 17.013 stemmer, mens de Radikale får 17.202 stemmer i kredsen.

Kristendemokraternes profil Kristian Andersen var partiets stemmesluger ved kommunalvalget, og det gav håb om, at partiet måske kunne få et kredsmandat i storkredsen, hvis partiet ikke nåede spærregrænsen.

Der er i alt 135 kredsmandater, som er fordelt på de 10 storkredse, og som sikrer, at alle egne af lande bliver repræsenteret. Får et parti et kredsmandat vil det også kunne udløse tillægsmandater.

Dagbladet Ringkøbing-Skjern har talt med den ærgerlige Kristian Andersen, der ved Kristendemokraternes valgfest måtte erkende nederlaget.

- Det gik desværre ikke. Det var tæt på, siger en tydeligt skuffet Kristian Andersen til dagbladets udsendte reporter.

Partiet klarede sig ellers godt i Ringkøbingkredsen, hvor det har fået over 3300 stemmer - hvilket svarer til 16,4 procent af stemmerne i kredsen.

Kun Venstre og Socialdemokratiet er større i kredsen, der er en del af Vestjyllands Storkreds.

/ritzau/

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også