Ammitzbøll-Bille vil ikke være partileder for LA

Anders Samuelsens tro væbner vil ikke følge i den nu forhenværende LA-partileders fodspor.
Simon Emil Ammitzbøll-Bille ankommer til Amalienborg Slot, hvor han informerer dronningen om Liberal Alliances ønsker til ny Statsminister og hvem der bør lede forhandlingerne om dannelsen af en ny regering, torsdag den 6. juni 2019. | Foto: THOMAS SJØRUP/Ritzau Scanpix
Simon Emil Ammitzbøll-Bille ankommer til Amalienborg Slot, hvor han informerer dronningen om Liberal Alliances ønsker til ny Statsminister og hvem der bør lede forhandlingerne om dannelsen af en ny regering, torsdag den 6. juni 2019. | Foto: THOMAS SJØRUP/Ritzau Scanpix
AF RITZAU

Simon Emil Ammitzbøll-Bille afviser, at han vil være partileder for Liberal Alliance.

Det siger han fredag, i forbindelse med at han sammen med Ole Birk Olesen er mødt op til regeringsforhandlinger med Socialdemokratiet. 

"I kan godt finde den gule bjælke (breaking news, red.) frem. For jeg ønsker ikke at være politisk leder for Liberal Alliance," siger Simon Emil Ammitzbøll-Bille.

"Anders Samuelsens valgnederlag er også mit, og jeg påtager mig det fulde ansvar."

"Man skal være både døv og blind for ikke at indse, at Liberal Alliance er i en stor krise. Vi har mistet to tredjedele af vores folketingsgruppe," siger han.

Simon Emil Ammitzbøll-Bille siger dog ikke farvel til politik, men vil fortsætte arbejdet som medlem af Folketinget i LA's stærkt decimerede gruppe. 

Liberal Alliance led et stort nederlag ved folketingsvalget onsdag. Her blev regeringspartiet reduceret fra 13 til 4 mandater i forhold til valget i 2015. 

Partiet stirrer ind i fire år med minimal eller ingen indflydelse, efter at rød blok fik flertal ved valget. 

Torsdag gik partileder Anders Samuelsen af, efter at han ikke havde opnået genvalg til Folketinget. 

Ole Birk Olesen har også afvist at blive LA's kommende leder. 

Henrik Dahl og Alex Vanopslagh udgør de to sidste medlemmer af LA-folketingsgruppen, der skal vælge den nye partileder. 

"Vi er fire mand tilbage, og vi skal sammen med hovedbestyrelsen finde en god politisk platform," siger Simon Emil Ammitzbøll-Bille. 

"Vi er nødt til at sætte os ned og snakke om tingene og om, hvordan vi finder den bedst mulige fremtid for LA."

Liberal Alliance blev i den seneste valgperiode kendt som partiet, der havde store ambitioner og ultimative krav på især skatteområdet, men at disse sjældent blev indfriet. 

Det blev straffet ved onsdagens valg.

Simon Emil Ammitzbøll-Bille er bekymret for, hvilken retning Danmark kommer til at gå imod med en socialdemokratisk ledet regering på vej. 

"Det bliver rigtigt dyrt for danskerne, det der kommer til at ske. Hold på hat og tegnebog," siger han. 

Simon Emil Ammitzbøll-Bille har de seneste to et halvt år været økonomi- og indenrigsminister. 

/ritzau/

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også