DF vil have minister til at skrotte udflytning af telecenter

Flere partier er utrygge ved, at teleovervågning fremover skal ske fra Rumænien. Minister kaldes i samråd.
Søren Espersen er udenrigspolitisk ordfører for Dansk Folkeparti. | Foto: Mads Claus Rasmussen / Ritzau Scanpix
Søren Espersen er udenrigspolitisk ordfører for Dansk Folkeparti. | Foto: Mads Claus Rasmussen / Ritzau Scanpix
AF RITZAU

Forsvarsminister Trine Bramsen (S) bliver nu kaldt i samråd i sagen om udflytning af TDC's centrale teleoperationscenter til Rumænien.

"Det er en meget alvorlig sag, hvis man flytter teleovervågningen fra Frederiksberg til Rumænien. Det er nok det mindst sikre land i hele Europa."

"Havde det været Norge eller England havde sagen stillet sig anderledes. Men det her dur simpelthen ikke," siger udenrigspolitisk ordfører Søren Espersen (DF).

Politiken skriver fredag, at det såkaldte network operations center (NOC) 31. august udflyttes til Bukarest.

Det sker, i forbindelse med at TDC har indgået aftale med Ericsson om driften af mobilnetværket.

Med udflytningen vil Center for Cybersikkerhed ikke længere kunne stille krav om at sikkerhedsgodkendte ansatte eller at komme på kontrolbesøg.

Søren Espersen er ikke tryg ved, at overvågningen af tre millioner danskeres mobilnetværk fremover skal foregå fra Rumænien.

"Vi skal have ministeren til at ændre den beslutning, der er truffet. Det er ikke bare et enkelt teleselskab, der kan dirigere den slags. Det er regeringen, der træffer beslutning om vores fælles sikkerhed. Derfor er det hendes ansvar, at planen skrottes," siger Søren Espersen.

Retsordfører hos De Radikale Kristian Hegaard gav tidligere fredag udtryk for samme bekymring.

"Det er rigtig skidt, at vi ikke kan beskytte danskernes personfølsomme oplysninger bedre, hvis tilsyn og sikkerhedsgodkendelser ikke længere er muligt ved den her flytning til Rumænien, siger han.

Enhedslistens retsordfører, Rosa Lund, deler vurderingen.

"Jeg synes, det er meget problematisk. Det er tæt på at være en katastrofe," siger hun.

Forsvarsminister Trine Bramsen (S) oplyser i en skriftlig kommentar til Ritzau, at hun nu vil drøfte sagen med Center for Cybersikkerhed.

"Regeringen ser telenettet som kritisk infrastruktur og dermed også som et spørgsmål om national sikkerhed. Derfor er det helt afgørende, at der ikke kan stilles spørgsmål ved sikkerheden."

"Såfremt der måtte være tvivlsspørgsmål om dette, har jeg selvsagt en interesse i at disse afklares. Det samme gælder muligheden for at forbedre sikkerheden yderligere," skriver ministeren.

TDC skriver i en kommentar, at man anser sikkerhed som en "topprioritet", og at man "altid lytter til de danske myndigheders anbefalinger".

Teleselskabet er "ikke i tvivl om, at de (Ericsson, red.) kan sikre en sikker og stabil drift af vores mobilnetværk".

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også