Venstre peger på Jensen og Ellemann-Jensen i ny magtdeling

Efter formandspekulationer i Venstre bliver Kristian Jensen gruppeformand og Ellemann politisk ordfører.
Fra venstre: Ny politisk ordfører, Jakob Ellemann, ny gruppeformand, Kristian Jensen, ny gruppenæstformand, Sophie Løhde og formand Lars Løkke Rasmussen | Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Fra venstre: Ny politisk ordfører, Jakob Ellemann, ny gruppeformand, Kristian Jensen, ny gruppenæstformand, Sophie Løhde og formand Lars Løkke Rasmussen | Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
AF RITZAU

Venstres folketingsgruppe har valgt næstformand Kristian Jensen (V) til gruppeformand og Jakob Ellemann-Jensen (V) til politisk ordfører.

Det oplyser formand Lars Løkke Rasmussen (V) efter et møde mandag. Det sker efter spekulation om Lars Løkke Rasmussens fremtid.

"Det er vigtigt, at Kristian Jensen bliver vores gruppeformand. Det har han været før, og det har han gjort godt. Derfor er jeg glad for, at Kristian vil gøre det igen," siger Løkke.

Besættelsen af posterne kan ses som en indikator på, hvem der engang i fremtiden skal være formand for partiet, hvor det i en årrække har været kutyme, at næstformanden tog over, når formanden gik af. Men det er ikke så sikkert længere ifølge iagttagere.

Flere navne har været nævnt som fremtidens formand for partiet, og i øjeblikket er det Kristian Jensen og Jakob Ellemann-Jensen, der nævnes.

Fredag aften sagde den tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen, at han havde en ambition om at tage nøglerne til Statsministeriet tilbage.

Det blev tolket som et signal om, at han vil fortsætte som formand trods spekulationer om, at han ville træde tilbage, hvis blå blok tabte magten ved folketingsvalget 5. juni i år.

Det gjorde blokken, men Venstre gik til gengæld markant frem ved både europaparlamentsvalget og folketingsvalget. Kristian Jensen gik samtidig tilbage målt på antallet af personlige stemmetal, og diskussionen om arvtageren blussede op på ny.

Løkke: Jeg bliver ved som formand

Løkke understreger mandag, at han er formand for partiet.

"Jeg er formand for Venstre, og det bliver jeg ved med at være. Der er ikke nogen, der udfordrer mit lederskab eller har valgt at stille op i mod mig," siger Lars Løkke Rasmussen.

Der har tidligere været gnidninger i Venstre-toppen, ikke mindst under formandsopgøret i sommeren 2014, hvor Lars Løkke blev udfordret af næstformand Kristian Jensen. Det endte med, at de delte formandskabet mellem sig.

Under valgkampen i år udgav Lars Løkke pludselig en samtalebog, hvor han såede tvivl om Kristian Jensens ledelsesevner.

Næstformanden har ellers tidligere være udset som naturlig arvtager, men det billede står ikke længere så klart.

Karen Ellemann og Britt Bager har siden begyndelsen af sidste år siddet på pladserne. Karen Ellemann stopper som gruppeformand og bliver første næstformand i Folketinget.

Jakob Ellemann-Jensen har før været politisk ordfører, men stoppede da han blev udnævnt som miljø- og fødevareminister.

De øvrige ordførerposter i Venstre ventes først fordelt på partiets sommergruppemøde, der finder sted torsdag til lørdag.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også