DF: Løkke skal være ærlig og opgive flirt med R

Dansk Folkeparti vil efter næste valg opstille betingelser for at støtte Venstres formand.
Foto: Mads Nissen
Foto: Mads Nissen
AF RITZAU

Bliver han på posten indtil næste valg, eller trækker han sig?

Mens Venstre-medlemmer spekulerer i partiformand Lars Løkke Rasmussens afgang, kræver Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, nu vished om V-formandens fremtidsplaner.

Det skriver Jyllands-Posten

"Han skal overbevise os om, at han ikke kun er her på lånt tid. At han rent faktisk er her for at kæmpe hele folketingsperioden frem til valget."

"Skal vi bygge noget op i fællesskab, giver det mest mening, hvis vi kan regne med, at vi hver især er der. Også om tre-fire år," siger Thulesen Dahl til avisen.

Han mener, at det er afgørende for det arbejde i den borgerlige blok, der nu skal i gang, efter at de blå partier har mistet flertallet i Folketinget. 

Mindst lige så vigtigt er det ifølge DF-lederen, at Løkke ikke engang i fremtiden indgår i en regering med Socialdemokratiet med støtte fra De Radikale.

Efter næste valg vil Kristian Thulesen Dahl for første gang i partiets historie også opstille krav i forbindelse med en dronningerunde.

Det bliver krav, som Venstres formand skal opfylde, før Dansk Folkeparti vil støtte vedkommende som statsminister.

"Efter den valgkamp, vi var ude i, kan jeg ikke se, at vi peger på Venstres formand betingelsesløst. Vi vil i løbet af valgperioden vurdere, hvilke betingelser vi skal sætte op," siger han til Jyllands-Posten.

Liberal Alliances politiske leder, Alex Vanopslagh, siger til Jyllands-Posten, at det er "fuldstændig uklart", hvad Venstre vil.

"De må gøre op med sig selv, om de vil være et borgerligt parti."

Og Pernille Vermund, politisk leder for Nye Borgerlige, lægger ikke skjul på, at hun gerne ser en udskiftning i toppen af Venstre.

"Jeg håber, at manden finder et andet job hurtigst muligt," siger hun.

Det har ikke været muligt for Jyllands-Posten at få en kommentar fra Lars Løkke Rasmussen, men Venstres politiske ordfører, Jakob Ellemann-Jensen, forsikrer, at formanden bliver på sin post.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også