Med en omskrivning af Svend Aukens ord har forholdet mellem dansk erhvervsliv og Enhedslisten i mange år bedst kunne beskrives som et had-kærligheds-forhold. Uden kærlighed.

Fra generalforsamlingernes talerstol hos store danske virksomheder har Enhedslisten-veteranen Frank Aaen ofte tordnet mod erhvervslivets spidser med anklager om alt fra skatteunddragelse, dårlige arbejdsforhold og miljøskadelig virksomhed, mens aktionærer har fulgt hans udfald med enten vrede, sarkasme eller himmelvendte øjne.

I de senere år er Enhedslisten imidlertid slået ind på en ny kurs i forhold til erhvervslivet.

Den tidligere magtfulde erhvervsordfører og strateg, Pelle Dragsted, der forlod Folketinget som konsekvens af partiets rotationsprincip i juni, strikkede i den forgangne valgperiode partiets første erhvervsudspil sammen. Et udspil, der kom med konkrete forslag til at styrke vilkårene for selvstændige, iværksættere og mindre virksomheder. Derudover har partiet præsenteret bl.a. finans- og klimaudspil, der er højst relevante for danske virksomheder, særligt nu hvor partiet er blevet parlamentarisk grundlag for den nye S-regering.

Tiderne, hvor partiet forhandlede finanslove for til sidst at trække sig, er for længst forbi, og i den kommende tid er det partiets ambition at komme ind i de afgørende politiske forhandlingsrum for at søge ansvar og få indflydelse på politikken. Det gælder også på erhvervsområdet.

Samtidig er partiet gået i dialog med erhvervslivet, der dermed kan få indflydelse på partiets politikudvikling. Eksempelvis har partiet talt med erhvervsorganisationen SMV Danmark, talrige selvstændige virksomhedsejere, iværksættere og a-kassen ASE i de seneste år, og den dialog skal styrkes yderligere, hedder det fra partiet.

Mulighed for erhvervslivet

I et interview med PolicyWatch torsdag erkender Enhedslistens nye erhvervs- og beskæftigelsesordfører, Victoria Velázquez, åbent, at partiet tidligere manglede en erhvervspolitik. Man var gode til at pege fingre ad kritisable forhold, men når det kom til at anvise løsninger, var partiet ofte tavst.

En del af forklaringen skal findes i, at Enhedslisten som et relativt nyt og lille parti gennem 1990’erne og starten af nullerne har haft begrænsede ressourcer. Tredoblingen af folketingsgruppen i 2011 har givet partiet flere muskler og et større sekretariat, der har tilladt partiet at brede sig over flere politikområder end tidligere.

Den anden forklaring er mere strategisk. Partiet har identificeret særligt de små virksomheder og de selvstændige som en overset gruppe i den erhvervspolitiske debat, der har haft svært ved at blive hørt.

Derfor har partiet sat gang i arbejdet med at styrke dialogen med særligt de mindre virksomheder og deres organisationer.

På den måde følger partiet en klar trend på Christiansborg, som har ført venstrefløjen tættere på erhvervslivet. Eksempelvis indledte SF med den daværende formand, Villy Søvndal, i spidsen et langt tættere samarbejde med erhvervslivet end tidligere. SF-ledelsen skrev fælles kronikker med tunge erhvervsledere, og den daværende Novozymes-topchef, Steen Riisgaard, dukkede også op som hovedtaler på SF’s landsmøde. Denne kurs er siden blevet fortsat og styrket af SF’s nye formand, Pia Olsen Dyhr, der især har fokus på erhvervslivets muligheder inden for udvikling af nye energi- og klimamæssige løsninger, der kan eksporteres globalt.

Men det er ikke kun på venstrefløjen, der er sket forandringer. I april 2017 vakte det også opsigt, da Dansk Folkeparti præsenterede sit første erhvervsudspil med 20 initiativer, der skulle sparke gang i væksten.

Set fra erhvervslivets perspektiv er udviklingen glædelig. Men træerne vokser ikke ind i himlen.

Eksempelvis er Enhedslisten ikke blevet jubelkapitalister, og slår man op i partiets principprogram, finder man stadig passager, der kan få danske erhvervsledere til at vågne med koldsved om natten.

Alligevel har blot dele af erhvervslivet noteret sig, at Enhedslisten er i gang med en transformation fra bidsk protestparti til et parti, der byder ind med politik på erhvervsområdet. Transformationen i Enhedslisten – samt i SF og Dansk Folkeparti - giver virksomheder og organisationer mulighed for at styrke deres indflydelse, og den mulighed har langt fra alle fået øjnene op for.

Risikoen for erhvervsledere kan blive, at de udelukkende plejer kontakten til deres gamle venner på Christiansborg og glemmer at skabe nye relationer.

For erhvervslivet kan det være afgørende at have så mange indgange til beslutningstagerne på Christiansborg som muligt, og det gælder ikke mindst i en periode, hvor der ikke tegner til at blive et sammentømret blåt alternativ til den S-ledede regering i nær fremtid.