Peter Stensgaard Mørch bliver ny departementschef i Finansministeriet

Godt to måneder efter Martin Præstegaard opsagde sin stilling som departementschef i Finansministeriet, er hans afløser fundet.
Foto: Martin Lehmann/Politiken
Foto: Martin Lehmann/Politiken

En af de mest centrale stillinger på Slotsholmen er netop blevet besat. Finansminister Nicolai Wammen (S) har ansat Peter Stensgaard Mørch som ny departementschef i Finansministeriet to måneder efter at Martin Præstegaard valgte at opsige sin stilling for i stedet at blive en del af koncernledelsen i ATP.

Det fremgår af en meddelelse fra Finansministeriet.

Peter Stensgaard Mørch kommer fra stillingen som administrerende direktør i Økonomiforvaltningen i Københavns Kommune, og han har tidligere været departementschef i Beskæftigelsesministeriet, kontorchef i Finansministeriet og kontorchef i Velfærdspolitisk Sekretariat i Indenrigs- og Sundhedsministeriet tilbage i 2007.

"Jeg ser meget frem til at vende tilbage til Finansministeriet, som jeg kender som en arbejdsplads med ambitiøse medarbejdere og et tårnhøjt fagligt niveau. Finansministeriet er samtidig et vigtigt maskinrum for den offentlige sektor og for regeringsarbejdet, og jeg glæder mig til at lægge alle kræfter i at få det til at fungere bedst muligt samt at betjene finansministeren i arbejdet med at gennemføre regeringens politik," udtaler Peter Stensgaard Mørch.

Han vil i løbet af få dage tage fat på sit nye job.

Finansminister Nicolai Wammen glæder sig over ansættelsen af Peter Stensgaard Mørch

"Han har tung topledererfaring fra både Københavns Kommune og Beskæftigelsesministeriet. Peter kender huset og medbringer samtidig værdifulde erfaringer fra hverdagen i en kommune. Jeg synes, at det er en vigtig kvalitet, at han både kender Finansministeriet indefra og udefra. Jeg ser meget frem til samarbejdet," udtaler Nicolai Wammen.

Peter Stensgaard Mørch er født i 1975 og uddannet cand.scient.pol. i 2003 fra Aarhus Universitet. 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også