PolicyWatch

Tvivl om teledata starter undersøgelse i Norge

Teledatasagen i Danmark breder sig nu til Norge. Her vil man undersøge straffesager med danske data.

Sagen om tvivlsomme teledata får nu rigsadvokaten i Norge til at iværksætte en undersøgelse af norske straffesager, hvor der er blevet brugt data fra Danmark.

Det oplyser anklagemyndigheden i Norge i en pressemeddelelse.

Det er uvist, hvor stort omfanget er, men i Danmark skal anklagemyndigheden undersøge alle straffesager fra 2012 til 8. marts i år.

Anklagemyndigheden i Norge har desuden anmodet Kripos, Norges pendant til PET, om at undersøge, om der kan være en tilsvarende fejl i systemerne, som benyttes af norsk politi.

I pressemeddelelsen skriver anklagemyndigheden, at der på nuværende tidspunkt ikke er noget, der tyder på det.

I weekenden skrev Kristeligt Dagblad, at sagen også har bredt sig til Sverige. 

Her iværksætter man en lignende undersøgelse, hvor man vil granske straffesager, hvor der er blevet indhentet teledata fra den anden side af Øresund.

Rigsadvokaten i Danmark udsendte tidligere på måneden en instruks om, at de såkaldt historiske teleoplysninger midlertidigt ikke skal indgå som bevis i straffesager.

Det gælder også, at teleoplysningerne heller ikke kan bruges som grundlag for varetægtsfængsling af mistænkte.

Teleoplysningerne bruges i straffesager til at angive, hvor en bestemt mobiltelefon har befundet sig på et bestemt tidspunkt. Men det viser sig, at systemet måske ikke er så pålideligt, som man troede.

/ritzau/

Mere fra PolicyWatch

DI bifalder ny finanslovsaftale uden flyafgift

Hos DI Transport er direktør Michael Svane glad for, at en flyafgift ikke fandt vej til ny finanslov. Organisationen mener dog, at andre elementer i delaftale giver en "startbane" for grøn omstilling af luftfarten.

Læs også

Seneste nyt

Se flere jobs

Seneste nyt fra Watch Medier