EU-regler kan spærre for Radikales forslag om flyafgift

En flyafgift kan ifølge Skatteministeriet sandsynligvis ikke indføres, uden at det strider imod EU-reglerne.
AF RITZAU

De Radikale foreslog i august at indføre en CO2-afgift på flybrændstof. Forslaget var dog ikke i luften ret længe, inden det mødte problemer, skriver Børsen. 

Skatteministeriet har afvist at regne videre på skatteordfører Kathrine Olldags (R) spørgsmål om, hvad den økonomiske effekt vil være af, at der indføres en afgift på 250 kroner for hvert ton CO2, der bliver udledt af alle fly, som letter fra Danmark.

Det fremgår af et svar til Folketingets Skatteudvalg. Her lyder det, at De Radikales forslag sandsynligvis kolliderer med EU-regler. 

"Det følger af energibeskatningsdirektivet, at flybrændstof anvendt til internationale flyvninger og flyvninger internt i EU skal fritages for de afgifter, der omfattes af direktivets område, når brændstoffet tankes i et EU-land."

"Det vurderes umiddelbart at være tilfældet, idet CO2-udledningen vil blive beregnet med udgangspunkt i energiforbruget. En CO2-afgift vil derfor på kort sigt formentlig kun kunne pålægges indenrigsfly," skriver Skatteministeriet.

Ministeriet vurderer, at det vil være en rigtig dårlig idé at lave en afgift til indenrigsruter.

"Det kan få betydelige erhvervsøkonomiske konsekvenser for særligt de mindre danske provinslufthavne og luftfartsselskaber, som primært har indenrigsflyvninger."

"Desuden kan det påvirke mobiliteten på tværs af landet," meddeler ministeriet i svaret. 

Skatteministeriet skriver desuden, at der vil blive administrative udfordringer i forhold til at beregne og kontrollere et grundlag for afgiften, der skal bygge på rutens længde, flytypen og en emissionsfaktor.

"Udledningen af CO2- og andre drivhusgas-ækvivalenter indberettes ikke direkte til myndighederne og kan ikke umiddelbart måles eller verificeres."

"Der vil derfor være betydelige udfordringer forbundet med at begrænse de administrative omkostninger," skriver ministeriet.

På den baggrund giver det ifølge Skatteministeriet ikke mening at regne videre på spørgsmålet fra De Radikale. 

De Radikales klimaordfører, Ida Auken, meddelte, da forslaget blev lanceret, at "en flyafgift er et tungtvejende krav fra os" i forhold til de finanslovsforhandlinger, der ligger forude med regeringen senere i efteråret. 

/ritzau/

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også