PolicyWatch

Fald i retssager får minister på banen

Det vækker bekymring blandt flere retsordførere, at danske virksomheder dropper domstolene. Justitsminister Nick Hækkerup (S) beder nu Retsplejerådet om at undersøge, hvorfor antallet af retssager er faldet.

Justitsminister Nick Hækkerup (S) vil bede Retsplejerådet om at undersøge årsagerne bag faldet i antallet af civile retssager. Foto: Ólafur Steinar Rye Gestsson//

En halvering i antallet af retssager ved byretterne siden 2010 vækker bekymring blandt flere retsordførere på Christiansborg, der vil til bunds i sagen.

Det skriver Børsen.

Udviklingen skyldes blandt andet, at danske virksomheder i stor stil har vendt ryggen til retssystemet, fordi det ikke kan betale sig for dem at føre en sag ved domstolene. Justitsminister Nick Hækkerup (S) vil derfor have Retsplejerådet til at undersøge sagen.

"Hvis det skyldes, at virksomhederne er blevet bedre til at løse deres konflikter uden for domstolene, så er det jo positivt. Men det lyder ikke så godt, hvis det omvendt skyldes, at det ikke kan betale sig for virksomhederne at gå i retten. Derfor vil jeg bede Retsplejerådet se nærmere på årsagerne bag udviklingen," oplyser justitsministeren i en mail til avisen.

Stillestående takster

I dag er dækningen til den vindende part i civile retssager langt mindre end for ti år siden. Taksterne har således stået stille siden 2009, fremgår det af et notat om sagsomkostninger i civile sager, som retspræsidenterne i Østre og Vestre Landsret har udarbejdet, skriver Børsen.

I tvister om beløb mellem 50.000 og 200.000 kr. kan en dommer bestemme, at den tabende part skal betale mellem 11.000 og 37.500 kr. til den vindende part i advokatomkostninger. Det harmonerer ikke med, hvad en advokat både for ti år siden og i dag ville tage for at føre en retssag.

Taksterne er ifølge Paul Mollerup, adm. direktør i brancheorganisationen Danske Advokater, en central forklaring på, hvorfor mange virksomheder vælger retssager fra. Han mener, at de stillestående takster er "problematisk".

"Om ikke andet burde taksterne pristalsreguleres. Vi håber meget, at der kommer til at ske noget," siger Paul Mollerup til avisen.

Relaterede

PolicyWatch trial banner 14 dage.jpg

Seneste nyt

Job

Se flere

Se flere

Seneste nyt fra Watch Medier