K og V vil presse regeringen til cigaretpris på 60 kroner

Hvis ikke regeringen vil hæve prisen på cigaretter til 60 kroner, vil Konservative og Venstre samle flertal.
Foto: Claus Bonnerup / Ritzau Scanpix
Foto: Claus Bonnerup / Ritzau Scanpix

Hvis ikke regeringen hæver priserne på cigaretter til 60 kroner fra nytår vil Venstre forsøge at samle et flertal uden om regeringen. Det siger Venstres sundhedsordfører Sophie Løhde til Berlingske.

En stigning i cigaretpriserne til 60 kroner - omkring 20 kroner mere end i dag - skal ifølge Venstre være en del af finanslovsforhandlingerne.

"Vi vil sikre, at der bliver handlet med et væsentligt højere ambitionsniveau end det, som regeringen ser ud til at lægge for dagen. Børn, unge og rygning hører ganske enkelt ikke sammen, og derfor skal der ske noget nu," siger Sophie Løhde til Berlingske.

Forud for valget var der bred enighed om, at priserne på cigaretter skulle stige. Men ifølge Altinget er regeringens plan for nuværende at hæve prisen til 50 kroner per pakke over tre år.

Til Berlingske siger Socialdemokratiets politiske ordfører, Jesper Petersen, at Altingets oplysninger ikke er et udtryk for regeringens politik på området eller hvad, regeringen vil foreslå til finansloven.

"Sophie Løhde er kandidat til danmarksrekorden i hykleri, når det kommer fra hende, at der skal sættes fut under arbejdet mod tobak."

"Som sundhedsminister afviste hun selv at lade priserne stige, og man standsede også den løbende stigning i cigaretpriserne," siger han.

Regeringens støttepartier ønsker alle mærkbart højere cigaretpriser.

"Vi går efter 70 kroner, men 60 kroner er bedre end ingenting. Og det burde der være mulighed for at opnå et flertal for i finanslovsforhandlingerne," sagde forebyggelsesordfører Nils Sjøberg fra Radikale til Altinget.

SF og Enhedslisten er ifølge Berlingske også parate til at hæve cigaretpriserne til 60 kroner.

"Rygning er klart en af de største faktorer i forhold til at skabe ulighed i sundhed, og det er et udtalt problem, at et stigende antal unge begynder at ryge," siger Peder Hvelplund, sundhedsordfører for Enhedslisten til avisen.

Artiklen er opdateret kl. 17:33 med oplysningen om, at De Konservative har fremsat beslutningsforslag om at hæve cigaretpriserne.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også